Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1740

1740. Vi har allerede bemærket, at den seksuelle kraft i mennesket ytrer sig som en hunger, en sult, som må mættes. Nu er den seksuelle sult ganske vist ikke en sult, der er dødelig, hvis den ikke bliver mættet eller tilfredsstillet, således som tilfældet er med den almindelige ernæringsmæssige sult, men det betyder naturligvis ikke, at væsenets stillingtagen til denne sult er ganske ligegyldig. Vi må derfor studere denne overskydende seksuelle kraft. Nævnte kraft gør sig særligt gældende hos det fremskredent kultiverede eller intellektuelle menneske. Jo mere vi går tilbage i udviklingen, jo mere vi kommer ned i dyreriget, desto mindre bliver denne overskydende kraft for tilsidst i virkeligheden kun at udgøre lige akkurat den kraft, der skal til for at kunne garantere forplantningen. Her er der altså ikke nogen overskydende kraft at tage stilling til eller at skulle bekæmpe som "syndig" eller "ugudelig". Det er kun hos det jordiske menneske, at seksualismen er blevet et overordentlig stort problem, indhyllet i tåge og mystik. At denne tåge og mystik eller uvidenhed angående den seksuelle organiske struktur i væsenet har bevirket et utal af højst forskellige moralopfattelser, er selvfølgeligt. Den har således bevirket, at haremsprincippet eller polygami og polyandri blev en legal måde at tilfredsstille den overdimensionerede seksuelle trang på for visse folkeslag. Den blev altså moral. For de kristne samfunds vedkommende blev denne metode ligefrem opfattet som den allerhøjeste form for umoral. Ja, indenfor kristendommen har man endog i visse tilfælde gået så vidt, at man krævede cølibat eller total seksuel afholdenhed hos præster eller religionens forkyndere og udøvere. Hos den øvrige del af befolkningen krævedes kirkens velsignelse i form af et kirkebryllup mellem manden og kvinden, før den seksuelle akt måtte udøves. Og selv indenfor denne begrænsning var der endog tilfælde, hvor man ligefrem betragtede det som syndigt, når to ægtefæller befordrede seksuelt samliv blot for nydelsens skyld og således uden den hensigt at skabe befrugtning. Det vil altså sige, at et sådant ægtepar i værste tilfælde kan risikere kun at måtte have seksuel tilfredsstillelse én gang om året. At unge kønsmodne mennesker udenfor ægteskab giver hinanden seksuel tilfredsstillelse eller nydelse er naturligvis bandlyst som selve kulminationen af ugudelighed og den lige vej til fortabelse. Og hvad værre er, hvis ens overskydende seksuelle kraft skulle give sig udslag i form af begær efter at kærtegne ikke blot et væsen af det modsatte køn, men også et væsen af eget køn, hvilken sympati i renkultur i virkeligheden er opfyldelsen af næstekærlighedsloven nærmest, vil man i visse lande endog ligefrem blive straffet og dermed betragtet som en "forbryder". Dette vil altså sige, at jo mere sympati og kærtegn overfor væsener af eget køn, man manifesterer, desto mere bliver man altså betragtet som en "forbryder imod sædeligheden". Hvordan skal en religion, hvis absolutte grundlov og bærende fundament er dette, "du skal elske din næste som dig selv", kunne blive andet end en fiasko, når den i sine hellige dogmer og læresætninger påberåber dødsstraf for enhver kærlighed, der ligger udenfor den hankøns- og hunkønsbetonede og betragter enhver kulmination af sympati mellem væsener af samme køn eller rettere, uafhængig af køn, som vejen til det yderste mørke og yderligere forfølger disse væsener som pariaer, som "forbrydere", som "abnorme" eller "syge" væsener? –

Forrige

Næste