Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1749

1749. Det er åbenlyst, at man i al almindelighed ikke betragter "manden" eller "kvinden" på ovennævnte måde. Man ser, at "mænd" såvel som "kvinder" har været store kultureksperter, store humanister med fremragende intellektuel viden og kunnen. Ja, ser man ikke overalt "mænd" og "kvinder" i spidsen for de kulturelle skabelser eller manifestationer såvel som i spidsen for det omtalte diktatoriske undertrykkelsesprincip og dets blodsudgydelser og terror. Jo, det er ganske rigtigt, at det ser således ud. De "mænd" og "kvinder", der befordrer de kulturelle og humanistiske skabelser eller manifestationer, er ganske vist også fremtrædende i en ydre form, der må betegnes som "mandlig" og "kvindelig", men de er "mænd" og "kvinder" af en anden slags. De har ikke den samme psyke som "manden" og "kvinden" i renkultur. De udgør således alle hver især et fra "mandens" og "kvindens" renkultur mere eller mindre afvigende væsen. Men når de afviger fra "manden" og "kvinden" i renkultur, vil dette altså sige, at de i tilsvarende grad afviger fra at være et "hankønsvæsen" og et "hunkønsvæsen" i renkultur. De har vist sig at være væsener, der har haft en større eller mindre grad af en sympati eller kærlighedsfølelse ved siden af deres rent ægteskabelige. Ja, denne nye sympatievne har endog for de længst fremskredne væseners vedkommende været af en så altoverskyggende natur, at den helt har bortelimineret den ægteskabelige i deres psyke. Derved har samtlige selviske eller egoistiske sympatier i tilsvarende grad her måttet vige fra deres bevidsthed og viljeføring til fordel for dette nye sympatiske anlæg. Objektet for denne sympatievne er slet og ret alle andre levende væsener. Samme evne kulminerer i forholdet til alle menneskelige væsener og er i denne sin højeste fremtræden uafhængig af køn. Sådanne væseners højeste livslykke i renkultur kan derfor umuligt blive andet end dette at befordre lyset og lykken for alle andre væsener. Der, hvor denne nye sympatievne kulminerer, kan væsenet ikke befordre selviske eller "dyriske" og dermed ukærlige manifestationer uden at få samvittighedsnag. Da samvittighedsnag er det modsatte af at være lykkelig, bliver det således en kendsgerning, at disse væsener udelukkende kun kan finde lykken i at tjene andre. Derfor kan nævnte væsener elske deres eget køn, Jonatan kunne elske David, og Jesus kunne elske Johannes. Det er ikke et ægteskab eller en ejendomsret over noget andet væsen, der her begæres, selv om tendenser i den retning på de lavere begyndelsesstadier af denne ny mentale tilstand i nogen grad kan være til stede og er med til at forvrænge opfattelsen af det nye køn i udenforståendes øjne. I erkendelsen af disse her skildrede nye sympatiske anlægs tilstedeværelse i renkultur i det højt udviklede menneske forstår man bedre Jesu påberåbelse af næstekærligheden i form af det store bud: "Du skal elske din næste som dig selv", og at han ligeledes måtte udtrykke sit syn på sig selv med de ord: "Menneskens søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til en genløsning for mange." Det er også her blevet indlysende, hvorfor menneskehedens største vise eller mest udviklede, kosmisk bevidste væsener ikke er bundne i ægteskab, men er frie suveræne væsener.

Forrige

Næste