Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1750

1750. De nye sympatiske anlæg udviklet til renkultur og affødende det hermed forbundne kosmiske klarsyn i væsenet borteliminerer hele det rent ægteskabelige talent fra samme væsens bevidsthed. Et sådant væsen er i virkeligheden "gift" med intet mindre end hele menneskeheden. Dette vil igen sige, at det er så sympatisk forbundet med alle medmennesker og øvrige levende væsener, at det ville få samvittighedsnag, hvis det favoriserede eller elskede nogle væsener på andre væseners bekostning. Alverdens levende væsener med menneskene i spidsen og betegnet under ét ved begrebet "næsten" er disse væseners nye kærlighedsobjekt. Dette objekt fornemmes igen af de mest fremskredne som en samlet livsytring for eller tilkendegivelse af et almægtigt levende væsens usynlige jeg. Dette jeg i forbindelse med nævnte livsytring bliver igen den allerhøjeste fornemmelse af altets ophav, den almægtige Guddom, den evige Fader, og til hvem man i denne sin levende dagsbevidste oplevelse henvender sig i alle situationer og tiltaler og påkalder ved hjælp af udtrykket "du som er i himlen". Det er denne det levende væsens gudesønlige udvikling, der er beskrevet i "den fortabte søns" historie. Hans hjemkomst til Faderen er det samme som individets oplevelse af "kosmisk bevidsthed" og den heraf følgende vågne dagsbevidste oplevelse af og forening med Guddommen. Det er den samme gudesønlige udvikling, der er betegnet i beskrivelsen af den sejr, som "kvindens sæd", ifølge Bibelen, skulle afstedkomme ved at "knuse slangens hoved", hvilket igen vil sige, knuse den "dyriske" eller selviske og dermed næstefjendske natur i sit eget væsen. Det er denne tilintetgørelse af "slangens hoved" eller det "dyriske" princip, der udgør den milde Abrahams "sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes". "Knusningen af slangens hoved" er således ikke en brutal voldsproces eller krig. Den er en fredens proces baseret på det næstekærlige ord, som Abraham udtrykte overfor Lot: "Kære, lad ikke være trætte mellem mig og imellem dig, og imellem mine hyrder og imellem dine hyrder; thi vi ere mænd, (som ere) brødre. Er ikke det ganske land for dig? Kære, skil dig fra mig; dersom du vil til den venstre side, da vil jeg fare til den højre, og dersom du vil til den højre, da vil jeg fare til den venstre". Det er fuldførelsen af denne proces, denne med kærlighed at kunne "knuse slangens hoved", der er opfyldelsen af Guddommens store kald og vilje: "Lader os gøre et menneske i vort billede, efter vor lignelse". Er der noget væsen, der mere er eller kan være i "Guds billede" end det menneske, der er udfriet fra alle selviske og for andre levende væsener fjendske og dødbringende naturer? – Er et sådant væsen ikke lysende til alle sider? – Er det ikke et sådant væsen, der er "ét med Faderen" og udgør "vejen, sandheden og livet"? –

Forrige

Næste