Væsenernes seksuelle struktur og deres heraf bundne fremtræden som hankøn eller hunkøn i renkultur er ikke noget, man vil eller ikke vil, det er noget, man er
1752. Man er forlængst begyndt at lægge mærke til de fra den rene "hankøns-" og "hunkønsbetonede" psyke afvigende væsener, men har naturligvis kun været i stand til at opfatte dem som "abnorme", hvilket jo er ret naturligt. Udenforstående eller væsener, der endnu ikke er så langt fremme i denne forvandlingsproces, kan jo umuligt få anden opfattelse, totalt blottet som de er for virkelig kosmisk eller højintellektuel indsigt i selve den kosmiske livsplan. De kan jo umuligt bedømme noget ud fra en viden eller et kendskab, de ikke har. Man har derfor søgt at "helbrede" disse fra den "dyriske maskulinisme" og "feminisme" afvigende væsener med straf og forbud, idet man i blind naivitet har troet, at denne væsenernes tilstand blot var en viljesakt. Man forstod ikke, at ligeså tåbeligt, som det ville være at straffe en "mand" fordi, han var en "mand", og straffe en "kvinde" fordi hun var en "kvinde", ligeså tåbelig er det naturligvis også at straffe et væsen, fordi det fremtræder med en anden kønstilstand. Og ligeså tåbeligt vil det naturligvis også være at bagtale, håne og spotte sådanne væsener. En kønstilstand er ikke en overfladisk viljesakt som f.eks. dette, at åbne og lukke sine øjne, eller dette, at stå op eller sidde ned, løbe eller gå. Den seksuelle indstilling er ikke et eller andet parti, man kan være eller ikke være medlem af, alt eftersom man vil det eller ikke. Den seksuelle natur er ikke noget, man vil, det er noget, man er. En "kvinde" er en "kvinde", og en "mand" er en "mand", hvad enten de vil det eller ikke. På samme måde er et menneske primitivt eller højt udviklet, hvad enten det vil være det eller ikke. Hvorfor skulle der være nogen undtagelse med hensyn til udviklingen af de sympatiske anlæg? –Her er man selvfølgeligt tilhørende den eller den grad af udvikling, hvad enten man vil det eller ikke – heldigvis. Thi hvis blot det beroede på den menneskelige vilje, var der ingen, der udviklede sig, navnlig ikke i en så gennemgribende og dyb bevidsthedsfaktor som den seksuelle. Hvem ville rent hjernemæssigt, frivilligt gå ind til en sfære, i hvilken man måtte betragtes som abnorme eller unaturlige væsener, som pariaer, udsat for de "dyriske" eller "maskuline" og "feminine" væseners foragt, hån og spot, bagtalelse, forfølgelse og tortur. Dette er jo altid de væseners lod, der går forud for flokken, ikke blot seksuelt, men også på alle andre områder af udviklingen af den menneskelige psyke og den hermed forbundne forvandling af væsenet fra "dyr" til "menneske".
Tilbage til forsiden
Forrige