Hvorfor livet er retfærdigt, og universets grundtone er kærlighed
1758. Universets grundtone bekræfter sig således også her som kærlighed. Men midt i denne universets kærlighedszone har de levende væsener altså deres egen sfære eller zone, hvor de selv griber ind i tingene og med deres følelse og vilje dirigerer eller påvirker disse. At disse derved kommer til at blive præget af denne påvirkning er selvfølgeligt. At de ved denne påvirkning kommer til at afvige fra deres oprindelige bane, bliver revet ud af universets grundtone i samme grad, som deres begær og vilje ikke er i kontakt med den, er ligeså selvfølgeligt. At der derved i væsenernes domæne opstår en bevidsthedssfære eller zone, i hvilken modsætningen eller kontrasten til kærligheden, hvilket vil sige ukærligheden, der igen er det samme som mentalt mørke, had, brutalitet, mord og drab er dominerende, må også blive selvfølgeligt. Det er således kun i den af individet selv skabte del af universet, der kan være mentalt mørke. Kun individets eget bevidsthedsområde og den af det selv skabte ydre disharmoni med universets grundtone kan repræsentere eller udgøre det såkaldte "onde", "ragnarok" eller "helvede". Og her vil dette "onde" blive ved med at dominere lige så længe, som det samme individ afstedkommer eller opretholder nævnte disharmoni med universets grundtone, ligegyldigt om alle andre væsener forlængst har overvundet den og derved er blevet til indviede eller fuldkomne væsener. Det er således ikke de andre levende væsener i tilværelsen, der er skyld i vor eventuelle ulykkelige skæbne, ligesom vi naturligvis heller ikke kan være skyld i deres ligeledes eventuelle ulykkelige tilstand. Alt i vor skæbne, der afviger fra universets grundtone, kan udelukkende kun befordres af vort eget væsen og med vort eget selv eller jeg som dybeste årsag. Er dette ikke guddommeligt? Kan livet være mere retfærdigt? –At vi kommer til at leve på en klode og i en sfære, hvor der findes ligesindede væsener, lysende og kærlige eller mørke og ukærlige, som vi henholdsvis kommer til at leve iblandt, alt eftersom vi selv repræsenterer disse stadier, er kun et led i naturens sædvanlige, logiske og praktiske udfoldelse. Ligesindede børn leger jo bedst, netop fordi de bedst forstår hinanden. Det er derfor, vi ser, at krage søger mage. At væsener med samme natur kommer til at leve i samme sfære, blandt den samme slags væsener som de selv, beviser således her naturens store kærlighed eller grundtone. Det vil nemlig være højst ukærligt at give de kærlige væsener hjemsted iblandt voldsmænd eller såkaldte "banditter". Og da alt det "onde" igennem sin udløsning skaber smerte og lidelse og den heraf affødte ulykkelige skæbne, medens udløsningen af det "gode" eller kærligheden skaber lys og salighed og den heraf affødte lykkelige skæbne eller kontakt med universets grundtone, der er det samme som "Guds billede" og dermed gør mennesket til ét med dette billede, vil dette urokkeligt betinge, at ingen som helst levende væsener kan vedblive at være i mørket. De vil igennem ulykken og lidelsen opdage lyset og dermed rette deres åndelige og materielle kurs op efter dette lys. Universets samlede energimanifestations identitet som alkærlighed bliver således her til urokkelig kendsgerning. Selve menneskenes fejltrin bliver gjort til kosmiske kærtegn, idet nævnte væsener igennem dem bliver udviklet, får erfaringer eller belæringer om livets storhed og evige fakta og dermed om sig selv som identiske med Guddommen, uendeligheden og evigheden.
Tilbage til forsiden
Forrige