Det absolutte fredsrige kan ikke skabes ved eller være et blot og bart diktatur- eller magtvælde
1760. Men at forene hele verden til ét folk, én nation lader sig ikke gøre ved magt alene. En tilstrækkelig stor militærmagt kan naturligvis tvinge alverdens stater ind under sig og ligeledes ved tvang undertrykke menneskenes ydre manifestationer, således at alt i det ydre er beskåret og fremtrædende efter diktatorens forgodtbefindende, men den indre psyke i væsenet kan umuligt forandres ved tvang, den kan kun indestænges. Men noget, der er indestængt, vil kun have én eneste interesse, nemlig den at blive fri. Derfor vil et diktatorvælde i virkeligheden kun være dressur. Menneskene holdes i bur ligesom en flok husdyr eller som dyrene i et menageri. Men det er ikke livets mening, at menneskenes slutfacit skal være en cirkus, i hvilken de er dresserede dyr og holdt i skak af cirkusdirektørens knaldende piskesnerter. Derfor vil menneskenes forening til ét folk, én stat i kraft af diktatur kun være det samme som skabelsen af et mentalt vulkansk terræn, under hvilket voldsomme eksplosive kræfter holder på at sprænge den overliggende tynde mentale jordskorpe. At hylde et sådant diktaturvælde kan kun de væsener gøre, der igennem nævnte vælde kan få større materiel position, magt og større udløsning for sit berigelsesbegær, større frihed eller ejendomsret over materielle værdier, uafhængigt af hvor meget dette så end må være på næstens bekostning. Vi har altså i sådanne materialistiske, selviske væsener netop for os den meget nær de hundrede procents maskulinisme og tilsvarende feminisme, altså væsener for hvem mottoet: "Enhver er sig selv nærmest" er det absolut højeste fattelige ideal. Indenfor sådanne væseners domæne er enhver, der ikke kan forsvare sig selv, dømt til at være slave for andre. Vi ser således, at det ikke ved en ydre magtkonstellation kan lade sig gøre at skabe det fuldkomne menneskerige, hvilket vil sige: det virkelige fredsrige på jorden. Det virkelige fredsrige kan ikke blive til eller eksistere som en atmosfære af vilde dyr, holdt i bur og spærringer, og overfor hvilke man stadigt bevæbnet med alskens mordvåben og ødelæggelsesmidler må være på vagt. Man kan sætte hegn omkring de vilde dyr i junglen, men rovdyrene bliver ikke til spagfærdige lam eller drøvtyggende ufarlige får af den grund. Som vi her ser, kan menneskehedens opnåelse af det ønskede fredsrige aldrig nogen sinde blive til virkelighed eller kendsgerning ad dressurens eller den rå brutale magts vej, ligegyldigt hvor formentlig idealistisk denne så end måtte formenes at være.
Tilbage til forsiden
Forrige