Livets Bog, bind 5
Ingen materiel magtoverlegenhed og genial våbenfabrikation kan nogen sinde blive i stand til at afskaffe krigen eller fjendskabet mellem folkene
1761. Her vil man måske indvende, at "menneskene" ikke er "dyr". De har intellektualitet og forstand og kan bringes til at forstå situationerne. Men her må svaret uundgåeligt blive dette, at sålænge menneskene er dræbende, myrdende, udplyndrende og hævnende væsener i en grad, overfor hvilken dyrenes evner og tilstand i samme retning kun er mikroskopisk, vil det være lettere at skabe fred og ro i et bur med dyr end i et med jordmennesker. Har forresten nogen materiel magt i verden kunnet standse dette menneskenes hadende, myrdende, udplyndrende, terroriserende og røveriske væsen overfor næsten? – Har atombomben, denne kulminationen af alle helvedesmaskiner, kunnet standse krigsfrygten, oprustningerne og våbenfabrikationen i verden? – Nej, vi kommer alle til at vende blikket en anden vej, hvis vi vil være med til at skabe fred på jorden. Det er ikke bure og indespærringer, brutal undertrykkelse og udnyttelse af de svage, og paladser og uskolet frihed til at leve på andres bekostning for de stærke eller bedst bevæbnede staters side efter et hensynsløst selvisk og undertiden psykopatisk forgodtbefindende, der er brug for i verden.