1763. Denne velbehagelighed eller virkelige fred imellem menneskene er altså ikke noget, der rent politimæssigt kan ordnes eller skabes. Vi kommer således her tilbage til, at hele menneskehedens fredsproblem er et spørgsmål om en indre følelse, et sympatisk anlæg af en dimension og organisk struktur, der må afvige fra den, der hidtil har gjort sig gældende blandt de hundrede procents enpolede væsener af begge køn. Det er soleklart, at der blandt væsener, hvis sympatiske anlæg i sin struktur er nøjagtig som dyrenes, umuligt vil kunne opstå andet end en tilsvarende dyrisk sympati eller det mentale forhold, der er livsbetingelsen blandt dyrene og som kan udtrykkes i sætningen: "Enhver er sig selv nærmest." Selvopholdelsesdriften måtte være det altoverskyggende. For den måtte alle andre hensyn vige. Det er denne altoverskyggende selvopholdelsesdrift, der hos mennesket kulminerer eller blomstrer i en ligefrem selvdyrkelse eller bevidst selvtilbedelse. Og det må fra et vist synspunkt set, siges at være ganske strålende. Mennesket har været i stand til med sine, det almindelige dyrs evner langt overlegne, intellektualitets eller åndsevner at danne sig forsvars- og angrebsvåben, der er tusinder og atter tusinder af gange mere effektive end dyrets almindelige tænder, kløer eller andre kampmidler. Det har således kunnet forbedre de dyriske forhold, egenskaber og anlæg indtil genialitet. Det kan udrydde en modstander ved hjælp af selve naturen eller elementernes millioner af hestekræfter, hvad enten denne er i luften, på jorden, på havet eller under vandet. Menneskene har da også både grænsemæssigt, økonomisk og mentalt sat alt op efter princippet "den stærkeres ret". De har bragt den dyriske psyke til genialitet. Det jordiske menneskerige udgør det fuldkomne, kulminerende dyrerige. Det overstråler alle andre dyriske væsensarter på jorden. Hvorfor er jordmenneskene da ikke tilfredse? – Så fabelagtigt eller genialt begavede "dyr" må da blive lykkelige i et kulminerende "dyrerige". Når menneskene ikke desto mindre er meget langt fra at være lykkelige og umuligt vil kunne blive lykkelige i det fuldkomne dyrerige, men ønsker, håber og beder til og kæmper for et kommende fredsrige, hvilket vil sige et rige, hvor de dyriske livsegenskaber ikke behersker væsenerne, et rige som ikke er baseret på "den stærkeres ret", men på retfærdighed eller lige ret for alle, bliver det her til kendsgerning, at mennesket ikke mere er et virkeligt dyr i renkultur. Det er rent psykisk indtil en vis grad blevet et andet væsen, et væsen med en mere sympatisk og human indstilling. "Retfærdighed i stedet for magt" og "lige ret for alle" er jo netop egenskaber, dyret ikke kender til udenfor sit parrings- eller forplantningsområde og forhold til sit afkom.