1764. Når der til stede i mennesket forekommer sådanne psykiske tendenser, der går i retning af større sympati mellem væsenerne indbyrdes, og en længsel efter lige ret for alle, længsel efter retfærdighed, har vi her psykiske anlæg, der absolut intet har med den seksuelle enpolede tilstand hos de to køn at gøre. Det er ikke en parringssympati eller en afkomsbeskyttelsestrang, der her gør sig gældende. At forestille sig, at disse anlæg blot og bar skyldes en mere udviklet intelligens, er selve kulminationen af overtro. Det er en altgennemtrængende kendsgerning, at det rene intelligensvæsen er et mentalt set meget koldt, egoistisk væsen, der på alle måder bruger sin intelligens som et middel, ved hjælp af hvilket det søger at finde ud af, hvorledes det bedst kan udnytte andre i sit favør eller leve på andres bekostning. Hvis det intelligente menneske ikke gør det, beviser det straks, at der forekommer anlæg i dets psyke, som modarbejder denne dets brug af intelligensen. Disse anlæg kan kun være de før nævnte begyndende nye sympatiske. Intelligensen er i sig selv kun en neutral evne, som ligeså godt henholdsvis kan bruges i selviskhedens som i uselviskhedens tjeneste, alt eftersom dens ophav er selvisk eller uselvisk. Hvordan vi end vender og drejer problemerne, kommer vi ikke udenom den kendsgerning, at der i mennesket forekommer en begyndende udvikling af nye psykiske egenskaber, der mere og mere bringer individet til at føle en tilsvarende voksende sympati for medvæsenerne. Denne voksende sympati kan absolut ikke skyldes den enpolede kønstilstand, eftersom denne tilstand netop kolliderer med enhver sympati, der ligger udenfor parringstilstanden og de hermed forbundne foreteelser. At der derved forekommer to slags sympatiske anlæg i det jordiske menneske, er forlængst blevet en almen kendsgerning, selv om man så at sige er ganske uvidende om de nye anlægs særlige natur og berettigelse. Af disse to sæt sympatiske anlæg udgør det ene sæt alene den enpolede seksualisme eller den rent dyriske hankøns- og hunkønsmæssige parringsdrift, der befordrer forplantningen og artens beståen på basis af selvopholdelsesdriften, medens det andet sæt udløser den sympati, der giver sig udslag som absolut eller virkelig kærlighed, hvilket igen vil sige, den totale uselviskhed eller begæret efter "hellere selv at lide, end at andre skal lide", den sympati, der bestemmer eller er regulatoren af, hvad man kan "nænne" at gøre af "ondt" overfor vore medvæsener eller vor næste, den evne, der også ligger til grund for vor medlidenhedsevnes kapacitet. Det rent dyriske væsen, tigeren eller rovdyret, der ikke er påvirket af noget samvær med mennesket, kender ikke til nogen som helst medlidenhed overfor sit offer. Det samme ser vi også er tilfældet med det rå maskuline "rigtige mandfolk" og det tilsvarende hunkønsvæsen. Her eksisterer ingen udviklede sympatiske anlæg eller psykiske egenskaber ud over forplantningsprocessen. Vi har således her atter fået en bekræftelse på, at vi, for at kunne løse jordmenneskehedens fremtidsgåde, må dvæle ved disse i jordmennesket begyndende spirer til fremtrædende nye sympatiske anlæg og grundigt sætte os ind i disses oprindelse og mission. Kun gennem dette studium åbenbarer det fuldkomne menneskes særlige adskillelse fra dyret sig. Kun gennem kendskabet til disse anlægs struktur og virkninger bliver, som det endelige mål med det jordiske menneske, "mennesket i Guds billede" til virkelighed eller kendsgerning.
Tilbage til forsiden
Forrige