1765. Vi er nu nået så langt igennem studiet af den jordmenneskelige psyke, at vi kan se, at den jordiske mand og kvinde udgør noget mere end henholdsvis et blot og bart hankønsvæsen og et hunkønsvæsen. Der findes noget i deres psyke, som det af mennesker upåvirkede vilde dyr ikke har. Dette "noget" er desto mere synligt eller fremtrædende, jo højere væsenet er udviklet, medens det i en tilsvarende mindre grad er til stede, jo mere primitiv eller nær dyrets stadium samme væsen er. Det er netop dette "noget", der kendetegner forskellen på dyrets psyke og menneskets psyke. Det er altså nævnte "noget", der bevirker, at mennesket netop er "menneske" og ikke er et "dyr". Forskellen på "menneske" og "dyr" er således ikke i nogen særlig grad baseret på krops- eller legemsforskellen. Den jordmenneskelige krop er i princip den samme som dyrets. Her kan kun være tale om en slags gradsforskel, men ikke en artsforskel. Forskellen mellem de to væsensarter er derimod næsten udelukkende af psykisk art. Det før nævnte "noget" er således noget rent psykisk, hvilket vil sige, noget rent bevidsthedsmæssigt. Medens dyrets bevidsthedssfære kun rummer selve selvopholdelsesdriften med dens parrings- eller forplantningsprocesser og de her ind under strengt henhørende foreteelser, rummer jordmenneskets bevidsthedssfære derimod ikke blot denne parringsdrift, som jo endnu er fundamentet for dets arts beståen, men det rummer også begyndelsen til en anden drift, som i en tiltagende grad hos væsenet vil underminere den fra dyret nedarvede selvopholdelsesdrift og de til denne henhørende foreteelser. Denne ny drift er en diametral modsætning til selvopholdelsesdriften og vil derfor som nævnt efterhånden ganske langsomt underminere denne. Derved bliver det jordiske menneske et væsen, der adskiller sig fra dyret derved, at det er i konflikt med sig selv. Dyret kan derimod ikke komme i nogen konflikt med sig selv. Det kan kun komme i konflikt med andre væsener. Dets eget væsen styres fundamentalt af dets instinkt, der er så udviklet, at det bringer dyret til at leve hundrede procents i kontakt med dets selvopholdelsesdrift og livsbetingelse. Hvis det fremskredne menneske vil leve på denne måde, kommer det før eller senere i den sjælelige tilstand eller krise, vi kalder "samvittighedsnag". Jordmennesket kan altså afvige fra dyrets tilstand og følge andre love end selvopholdelsesdriftens eller det dyriske instinkts. Det er denne nye side i jordmenneskets natur, der adskiller det fra den side i samme natur, det ellers har tilfælles med dyret.
Tilbage til forsiden
Forrige