Hvorfor mennesket og ikke dyret kan føle samvittighedsnag og begå selvmord
1767. Idet det jordiske menneske således i sig rummer to kontrære processer, en der nedbryder dyrets natur, og en, der opbygger modsætningen til nævnte natur, nemlig den "rigtige menneskelige", er samme væsen på forhånd, som før nævnt, dømt til at være et væsen, der mere eller mindre befinder sig i konflikt med sig selv, rent bortset fra den konflikt eller strid med medvæsenerne, det stadig befinder sig i, og som den resterende del af den dyriske psyke i dets bevidsthed stadig vil afstedkomme. Denne begyndende nye foreteelse i jordmenneskets bevidsthed skyldes altså en voksende sympati- eller kærlighedsevne og den heraf affødte rene uselviskhed, som det vilde dyr totalt er blottet for. Det helt vilde dyr kan kun udløse svage sympatitilkendegivelser i selviske øjemed eller tilfælde, der er et led i dets selvopholdelsesdrift, såsom i parringsakten eller forplantningsprocessen overfor magen og afkommet. Det kender ikke til nogen lov, der påbyder det at skulle elske andre væsener, som det elsker sig selv. Det kender kun den lov, der betinger, at "enhver er sig selv nærmest". Det kan derfor ikke komme til at angre eller fortryde handlinger, det har begået, således som tilfældet er med mennesket. Det almene kulturmenneske lever derimod hver dag mere eller mindre i fortrydelse, ærgrelser og anger over sig selv, over handlinger, det på grund af sin dyriske drift har begået, men som det på grund af sin uselviske eller menneskelige psykes vækst finder uværdig og derfor bagefter i virkeligheden ønsker ikke var sket. Det er denne misfornøjelse eller konflikt med sig selv, vi kalder "samvittighedsnag". Dette samvittighedsnag eller denne individets misfornøjelse med sig selv, denne dets krig imod den dyriske del af dets psyke, kan være så altbeherskende, så altdominerende, at den kan bringe sit ophav til selvmord. Her afviger mennesket således også fra dyret. Dyrene begår ikke selvmord. De planlægger ikke på nogen måde at dræbe sig selv. De kan naturligvis uforvarende komme i ulykke og lidelse, men de tager kampen op. De kapitulerer ikke eller gør sig til forrædere mod deres egen fysiske eksistens ved at udskille sig fra deres fysiske legemer.
Tilbage til forsiden
Forrige