Hvorfor det jordiske menneske udgør en fra "dyret" afvigende, begyndende ny væsensart
1768. Det jordiske menneske afviger således fra dyrene ved denne kamp med sig selv. Det er i virkeligheden et væsen, i hvilket der udvikler sig en organisk modstand imod denne dets dyriske tilstand. At dette forhold ikke er en abnormitet, der kun gælder for en meget lille procent individer af den samlede jordmenneskehed, men derimod er et forhold, der gælder for absolut alle jordmennesker uden undtagelse, bliver til en urokkelig kendsgerning igennem den omstændighed, at det er nævnte forhold, der betinger, at jordmennesket ikke mere er et "dyr" i renkultur, men netop fremtræder som "jordmenneske". Denne modstand imod egoismen er jo et attentat eller en langsomt nedbrydende sabotage på den dyriske selvopholdelsesdrift. Da nævnte selvopholdelsesdrift udelukkende kun kan eksistere i kraft af egoisme, er denne psykiske tilstand dyrets fornemste beskyttelsesprincip og bliver derved en guddommelig foranstaltning eller dyd hos dyret. Men da egoismen eller selviskheden derimod overalt sluttelig bringer sit ophav i ulykke, når det drejer sig om mennesket og derfor her kun kan være en forbandelse eller roden til alle dette væsens bitre erfaringer, dets sjælelige kriser og yderligere det jordmenneskelige samfunds krigshærgen, splittelse og kulturnedbrydning, bliver det også herigennem en urokkelig kendsgerning, at det jordiske menneske ikke mere er et "dyr" i renkultur, men derimod udgør et væsen, der er på vej over i en anden tilværelsesform, er et væsen, der er underkastet en forvandlingsproces, igennem hvilken dets dyriske tilstand efterhånden degenererer, og et nyt væsen, det såkaldte "virkelige" "fuldkomne menneske" opstår.
Tilbage til forsiden
Forrige