Livets Bog, bind 5
Spiralkredsløbet er i modsætning til de materielle kredsløb ikke et "ydre", men et "indre" kredsløb
1775. Her i dette kredsløb er det ikke noget ydre, der forlades, eller noget ydre, der kommer, således som ved de materielle kredsløb. Natten og dagen, morgen og aften, sommer og vinter og de andre fysiske kredsløb er jo bare ydre begivenheder, som det levende væsen befinder sig i, og som det derfor kun kan opleve som noget ydre. Det kosmiske spiralkredsløb er derimod noget indre. Det er en forvandling af selve det levende væsens egen begær- eller ønskestruktur, således at begærene eller ønskerne mættes eller opfyldes til fordel for opståelsen af nye ønsker og begær. Det levende væsen kan aldrig være uden begær. Et af dets evige principper er jo urbegæret, på hvilket alle eksisterende former for de i dets daglige liv forekommende begær og længsler og disses tilfredsstillelse er baseret.