1781. Her på det fysiske plan, hvor det almene jordmenneske lever i selve mørkets kulminationszone, eller hvor mørkekontrasten i forhold til lyskontrasten er altdominerende, derfor dommedag, ragnarok, helvede med "alles krig imod alle", døden ved gaskamre, henrettelser, sadisme, tortur, forfølgelse, sygdomme og sindssygdomme etc., kender væsenerne kun de to principper og poler i en struktur eller indbyrdes konstellation, der former de levende væsener som "hankøn" og "hunkøn". Det totale "hankøns-" og "hunkønsvæsen" repræsenterer altså lige akkurat den indbyrdes konstellation af de nævnte poler, der danner grundlaget for spiralkredsløbets og dermed for livets mørketilstand, ragnarok eller helvede. Da samme zone er den, i hvilken individet nærmest er kosmisk bevidstløs, (det kan kun opfatte tids- og rumdimensionelle ting eller foreteelser, der kan vejes og måles) er det at betragte som et kosmisk dødt væsen. Det repræsenterer den død eller kosmiske bevidstløshed, som netop skulle blive følgen af "nydelsen af kundskabens træ". Det jordiske menneske i sin materialistiske og vantroende eller åndsfornægtende tilstand repræsenterer således kredsløbets vinterkulde, dets kontrast eller modsætning til kærlighed. Dets sympatiske anlæg spænder kun over området indenfor forplantningsdriften og bliver derved et led i selvopholdelsesdriften. Denne form for sympati kan kun i sin højeste tilstand bringe individet til at tjene sig selv og ligeledes til at lade sig tjene eller leve på andres bekostning. Den bliver en udløser af en modstand eller sabotage mod selve universets eller livets grundtone. Hvor et sådant væsen skal opretholde livet i den form, der for dette væsen betyder lykke, kan det kun ske på andre levende væseners bekostning. Det må i værste tilfælde dræbe for at leve. Ja, dets føde er endog andre væseners organisme, kød og blod. En større sabotage af livet og dermed af væsenernes fred og lykke kan ikke udløses.