De jordiske mennesker er ufærdige væsener med hensyn til at fremtræde i "Guds billede"
1787. Mennesket i "Guds billede" er ikke et væsen, der kun kan jonglere med en pattedyrorganisme. Det er ikke et væsen, der organisk er bygget til kun at kunne elske det modsatte køn og dermed være en født rival til væsener af eget køn. Det er ikke et væsen, der er underkastet loven, der betinger dette, at måtte dræbe for at leve. "Guds billede" kan ikke være et væsen, der hellere vil tage end at give, der hellere vil lade sig tjene end at tjene. "Guds billede" kan ikke være et væsen, der er en slave af jalousi eller skinsyge, misundelse og havesyge, magtbegær eller fornemmelsen af ejendomsret over væsener og ting. "Guds billede" må være kulminationen af livets største egenskab, den indtil hundrede procent at kunne give sig selv hen for andres lykke og velfærd. Hvis ikke universets evige højeste "noget" eller "Jegs" bevidsthed eller psyke var således, hvordan tror man så universets grundtone kunne blive kulminerende kærlighed? –Alt i naturen er udelukkende bygget op for at tjene og ikke for at skulle betjenes. Her må vi naturligvis undtage den betjening i form af beskyttelse, ethvert væsen ved sin fødsel og opvækst må have, indtil det selv har nået skelsår og alder. Men alle modne foreteelser er kun beregnede på at være en gave til livet fra livet og gør det derved til en kendsgerning, at universets grundtone er "alkærlighed". Når den jordiske menneskehed indenfor sin fysiske og mentale livssfære rummer så mange fra kærlighed afvigende manifestationer, bliver det derved til kendsgerning, at man her står overfor noget ufærdigt.
Tilbage til forsiden
Forrige