Et område i den forvandlede seksualisme, der ikke er en afsporing og derfor ikke berettiger andre væseners indgriben i dens domæne
1789. Men hvortil hele denne seksuelle udvikling? –Er det ikke tydeligt, at denne er gået helt anderledes, end præsterne og øvrige moralautoriteter har doceret og bebudet? –Er det ikke en kendsgerning, at hverken præster eller jurister har kunnet standse denne vældige seksuelle forvandling, dette voksende seksuelle begær i væsenerne? –Er det ikke en kendsgerning, at dette begærs tilfredsstillelse umuligt har kunnet holdes indenfor det overleverede traditionelle ægteskabspåbud eller den erkendte morallov? –Hvad kan myndighederne her i dag gøre andet end at søge at skabe den juridiske eller politimæssige beskyttelsesmur overfor de farligt udviklingsmæssigt, seksuelt afsporede individer? –Der, hvor væsenerne er afvigende fra den autoriserede parringsdyd, men ikke har farlige tendenser hverken i sadistiske eller morderiske retninger, eller der, hvor der ikke er tendenser til efterstræbning af mindreårige eller forekommer tilfælde, hvor væsenerne ligger under for deres drift som en last, de ikke kan beherske, og den derfor vil føre dem i afgrunden, føre dem imod sindssygdom og åndssvaghed, er der jo ikke noget ved disse væseners seksuelle indstilling, der kan genere andre eller berettige disse til at gribe ind. Og her viser det sig da også, at der ikke er noget som helst at gøre. Her er den seksuelle udvikling nemlig ikke afsporet. Væsenerne her repræsenterer som regel høj intellektuel udvikling, ja er endog i bedste tilfælde aspiranter til indvielse, der hvor de ikke allerede er indviede. At sådanne væsener ikke er gifte er naturligvis en selvfølge. De vil altid fremtræde som enlige væsener. Det er blandt disse enlige væsener, vi finder menneskehedens allerstørste førere. Det er også denne omstændighed, om end ubevidst for menneskene selv, der gør tanken om en "fru Kristus" eller "fru Jesus" umulig hos de fleste mennesker.
Tilbage til forsiden
Forrige