Det er en livsbetingelse, at væsenet kan føle behag og ubehag eller velbefindende og ildebefindende
1791. En hvilken som helst fornemmelse af livet, enhver oplevelsesform er således mere eller mindre "koloreret" eller farvet med mørke eller lys, med ubehag eller behag, med antipati eller sympati og dermed med had og kærlighed. Uden denne struktur og uden denne "kolorering" af sanseobjektet ville al livsoplevelse være total umulig. Da den fuldkomneste behagsoplevelse og ubehagsoplevelse henholdsvis er det samme som det fuldkomneste og mest mangelfulde velbefindende, er behagsfornemmelsen objektet for jegets eller individets tiltrækning, medens ubehagsfornemmelsen er objektet for det samme jegs frastødning. Den højeste ild skaber altså disse to energistrømninger, der igen er betingelsen for al skabelse og den hermed forbundne tænkning og viljeføring, der er hovedfunktionen i livets oplevelse. Hele det levende væsens daglige liv består jo udelukkende i oplevelsen af tiltrækning og frastødning. Af alle de ting, det ser omkring sig, det være sig naturens detaljer såvel som dets medvæsener, vil det føle sig tiltrukket til nogle og frastødt af nogle. Hvis det ikke var således, hvad skulle da sætte tænkning og vilje og den heraf følgende manifestation, skabelse eller oplevelse af livet i gang og fortsat holde denne i gang? –Det er altså en livsbetingelse, at væsenet kan føle sig både tiltrukket og frastødt af detaljer i dets omgivelser. Men for at væsenet netop kan føle denne tiltrækning og frastødning, må det kunne føle behag og ubehag, føle velbefindende og ildebefindende, hvilke er de to kulminationspunkter, ved hvilke al livsoplevelse kan finde sted. Og denne følelse har det levende væsen i en overordentlig stor grad. Der, hvor individet ingen følelse har, det være sig i sin organismes forskellige dele, såvel som i dets psykes foreteelser, der er det ikke normalt eller livskraftigt. Der er det et bevidstløst væsen. Mangel på følelse er det samme som mangel på sansning og den heraf følgende oplevelse. Og der, hvor individet ikke kan opleve indenfor det domæne, det i virkeligheden ifølge sit udviklingstrin sansemæssigt skulle kunne beherske, er det et abnormt, sygt eller midlertidigt dødt væsen. Der er det en ydre læsion eller beskadigelse, der gør sig gældende og forhindrer den ordinære livsfunktion eller sanseoplevelse i at finde sted i sit område. Det er altså absolut livsvigtigt, at individet eller det levende væsen har evne til at kunne opleve behag eller ubehag for derved at blive i stand til at fornemme livets oplevelse som et velbefindende, ja for overhovedet at kunne opleve livet eller dette at være levende.
Tilbage til forsiden
Forrige