Hvad der bevirker eksistensen af lysets og mørkets væsener og regioner
1793. Livsoplevelsen er således et sammenspil mellem disse to kontraster eller modsætninger. Men for at livet ikke skal forgå eller udslettes, kan de to kontraster i oplevelsen aldrig nogen sinde være helt i renkultur, thi da ville den anden kontrast ikke kunne opleves. Det totale mørke kan kun sanses ved dets markering af lyset, ligesom lyset kun kan sanses igennem dets markering af mørket. I enhver livsoplevelse må således begge kontraster være til stede. Der må være noget mørke, og der må være noget lys, men der behøver ikke at være lige meget mørke og lys i hver oplevelse. I nogle oplevelser er der mere lys end mørke, medens der i andre oplevelser er mere mørke, end der er lys. Oplevelserne får derved forskellig karakter, bliver til lysoplevelser eller mørkeoplevelser alt efter den af de to kontraster, der i særlig grad er dominerende i de pågældende oplevelser. Derved får tilværelsen kolorit og kan inddeles i særlige livszoner eller tilværelsesplaner. Individer, i hvis livsoplevelse lyset dominerer, kalder vi lysvæsener og deres tilværelsesplaner for lysregioner. De levende væsener, i hvis livsoplevelse mørket dominerer eller har overtaget, kalder vi mørkevæsener og deres tilværelsesplaner for mørkeregioner.