1794. Vi kender allerede disse zoner og ved, at den samlede livsoplevelse fra mørke- til lyskulminationen udgør seks. Og at disse seks zoner netop danner det fuldkomne kredsløb, hvilket vil sige, individets livsbane fra lyskulminationen, gennem mørkekulminationen og frem til lyskulminationen igen og således fortsættende. Ud over denne form eksisterer livsoplevelsen ikke, thi den ville da komme udenfor det ene eller det andet af de to kontrastprincipper, og den totale stilhed, hvilket igen vil sige: det totale ophør af sansning eller livsoplevelse ville da indtræde. Hvad skulle da sætte livet i gang igen? –Den absolutte død måtte da være herskende i form af en evig umanifestation. Det evigt eksisterende "guddommelige noget" kunne kun eksistere totalt uden bevidsthed, tanke, vilje og bevægelse. Ingen farve, intet lys, intet mørke, men et totalt "intet" ville beherske det, vi i dag kalder livets oplevelse. Under mørkets kulmination eksisterer der således stadig lige akkurat så meget lys i det levende væsens psyke eller bevidsthed, at det kan fortsætte kredsløbet fremad til lyskulminationen, ligesom der under lyskulminationen i samme væsens psyke netop er lige akkurat så meget mørke, at dette kan fortsætte kredsløbet til denne kontrasts kulmination. Livet kan derfor ikke dø eller ophøre. Det har evigt været til og må evigt blive ved med at eksistere. Denne evige eksistens opretholdes altså i kraft af, at dette evige kredsløbsprincip forvandler individets oplevelsesevne fra en latent tilstand eller mindsteudfoldelse til en kulmination eller størsteudfoldelse og fra denne tilstand igen frem til en mindste- og atter frem til en størsteudfoldelse og således fortsættende i al evighed.
Tilbage til forsiden
Forrige