Livets Bog, bind 5
Noget skævt eller uholdbart i jordmenneskets sympatiske anlæg
1809. Hvad er da det for foreteelser, der kan vække så megen antipati eller ligefrem forfølgelse og had? – Ja, hele problemet er i virkeligheden kun et kærlighedsspørgsmål. Det er et spørgsmål om, hvor megen sympati man er ladet med og lader komme til udløsning. Skønt hele livsudviklingen indenfor menneskehedens velfærd netop er et sympati- eller kærlighedsproblem, idet hele den jordmenneskelige misere, krige, ulykker og lidelser, armod, sult og elendighed udelukkende skyldes mangel på sympati eller næstekærlighed, forekommer der dog indenfor den samme menneskehed, som nævnt, en umådelig stor bølge af antipati, had og forfølgelse imod enhver sympati eller kærlighed, der går udenfor den traditionelle parrings- og afkomskærlighed. Det er således stærkt begrænset, hvor meget man vil eller kan tolerere af sympati mellem to væsener af samme køn, medens man indtil overflod accepterer sympatier mellem væsener af modsat køn, endog i tilfælde, hvor denne sympati giver sig udslag i forførelse, skilsmisse, skam og skændsel. Hele denne illegale seksuelle udskejelse, denne ofte til en handelsvare nedværdigede, købte seksuelle nydelse af personer, der allerede i forvejen ved et højtideligt løfte om troskab og ansvar i et ægteskab, hvor denne udskejelse fremkalder umådelige lidelser og kvaler og ødelægger hjem, beskyttelse og opdragelse for børnene i samme ægteskab, er ikke nær så stort og sensationelt et objekt for sladderen som dette, at to væsener af samme køn efter de af sladderens ophav accepterede begreber har givet hinanden et for varmt øjekast eller et for langvarigt håndtryk, skønt dette ikke har affødt den allerringeste gene eller ulykke for noget som helst væsen. Denne sidste foreteelse er således et meget mere taknemmeligt objekt for sladderen end den første. Og der skal en temmelig fremskreden udvikling til for ikke at lade sig friste af lysten til at bringe en sådan sensation videre, skønt man derved er meget mere skadelig for samfundet eller sin næste end de væsener, man i den givne situation bagtaler. Disse analyser her er ikke manifesterede for at skulle være en kritik af den illegale seksualnydelse og heller ikke af sladderens ophav og tilhængere, men er derimod udelukkende kun skabt for at vise livet, som det virkelig er, og ikke således som man på grund af gamle traditioner eller overleverede, nu forældede moralbegreber, tror eller forestiller sig, at det må være. At der er noget skævt og totalt uholdbart, noget ufærdigt i jordmenneskehedens sympatiske anlæg, turde vel nu for enhver virkelig intellektuel og ærlig forsker være en kendsgerning. Hvis disse sympatiske anlæg var fuldkomne, ville der hverken være krig, nød eller elendighed. Had og forfølgelse ville kun eksistere indenfor dyreriget.