Hvorledes kampen om guldet bliver til en sæd og høst af ulykkelig skæbne for sit ophav
1811. Da verdensfreden og den heraf følgende udfrielse af det fysiske mørke, som jordmenneskenes liv er overskygget og behersket af, udelukkende er et spørgsmål om sympati eller næstekærlighed, er denne sympati eller næstekærlighed jo meget mere værd end guld. Og dog kæmper jordmenneskene desperat om guldet, fordi de tror, at dettes besiddelse er freden, lykken og velværet. Derfor har de forskellige befolkningsgrupper eller flokke, vi kalder nationer, stående hære og flåder. Derfor skaber de vældige våbenfabrikker og vældige forsvarsværker, atombombeanlæg etc. Vældige laboratorier med hundreder af forskere og arbejdere udelukkende med det formål at udfinde endnu bedre ødelæggende midler til at bekæmpe "fjenderne" med, dels for at bevare det guld (de materielle verdensgoder), man har erobret, og dels for at tilegne sig ejendomsret over det guld, "fjenderne" har været i stand til at erobre sig. Men da "fjenderne" er ens næste, og ens næste er medvæsenerne, og medvæsenerne er livet, vil al ukærlighed, al bekæmpelse af medvæsenerne jo være det samme som en bekæmpelse af selve livet. Men da intet væsen kan isolere sig ud fra livet, men er uløseligt knyttet til dette med sit eget liv, er det dermed inderst inde urokkeligt forbundet og afhængig af andre væseners liv og danner sammen med disse liv det element, der er jegets hjemsted, oplevelse og skæbne. De enkelte individers mentalitet eller psyke, deres tanker, vilje og begærudløsning, udgør hver især en dråbe i et ocean. Dette ocean er altså livet. Om dette liv skal udgøre helvede eller himmerige, udgøre en mørk eller lys skæbne for individet, vil altså være afhængig af dets egen henholdsvise mørke eller lyse indsats i nævnte liv. Det kan naturligvis kun opleve dette liv igennem denne sin egen indsats. Isoleret fra dette liv kan det umuligt opleve noget som helst og vil dermed ligeså umuligt kunne danne sig skæbne. Skæbnen er således udelukkende identisk med dets egen indsats for og vekselvirkning med medvæsenerne, med næsten. Som man ser, er den daglige væremåde en sæd, man sår, og hvis høst bliver en del af den oplevelse af det kommende liv, man ikke kan eksistere foruden. Hvad man så end gør, hvordan man så end lever, er ens daglige liv et sammenspil med vore omgivelser og de i disse placerede forskellige levende væsener. Disse væsener er således noget af vort eget liv, ja er som nævnt dråber af det samme ocean, det samme element. De kan derfor ikke undgå at udgøre noget af vor oplevelse. Disse omgivelsers og medvæseners velfærd bliver derved en tilsvarende del af vor egen velfærd eller skæbne. Det evige ord: "Det et menneske sår, skal det høste," bliver her til virkelighed.
Tilbage til forsiden
Forrige