Jordmenneskenes nuværende liv er i dominerende udstrækning kun en dressur og indbildt frihed opretholdt i kraft af propagandaløgne
1812. Virkelig kærlighed og den heraf følgende absolutte fred og humane kultur er således i sin dybeste analyse ikke et pengespørgsmål, et straffespørgsmål eller et spørgsmål om leveveje. Det er ikke et spørgsmål om politik eller religion, det er ikke et spørgsmål om diktatur eller kongemagt. Det er heller ikke et spørgsmål om våben, hær og flåde, valuta, told eller andre af de gængse materielle foreteelser, der alle uden undtagelse er dikterede forordninger og efterkommes blot af frygt for straf. Men en kultur, der kun kan opretholdes i kraft af væsenernes frygt for straf, er kun en dressur, hvor væsenerne er nedsænkede på dyrets stadium, og deres såkaldte suveræne nation eller stat derved kun er at ligne ved et menageri eller en cirkus, hvor væsenerne kun ejer en indbildt frihed, opretholdt i kraft af en autoriseret propaganda, der ligger langt borte fra den virkelige sandhed. Men således må et umodent og et i udviklingen ufærdigt stadium jo kendetegne sig og kan ikke bebrejdes noget enkelt væsen. Hvem kan ændre den lov, der betinger æblets sure stadium før dets modne, søde og velsmagende stadium? –Jordmenneskene må således lære at forstå denne deres egen situation, denne deres eget kosmiske stadium i kredsløbet. De kan ikke mere undgå at indstille deres videnskab på dette forhold og gøre næstekærligheden eller de sympatiske anlæg i det levende væsen til objekt for deres studium. Jordmenneskeheden er forlængst gået ind i en epoke, hvor den fra morgen til aften, fra nat til dag, år ud og år ind, generation efter generation, århundrede efter århundrede, i stor udstrækning oplever en dødbringende og kvælende kærlighedshunger, i dagliglivet, i ægteskabet, i familielivet, i forretningslivet, på arbejdspladserne, samt i religiøsitet såvel som i politik. Overalt er det endnu en stadig næsten uovervindelig kamp dette, hellere at skulle give end at tage, hellere at skulle vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, end med samme brutalitet eller vold at forsvare sig; hellere at være "et rigtigt mandfolk", være en rigtig gengælder af had og vrede, end at være et virkeligt humant kultur- eller fredsmenneske, der i kosmisk forståelse er immun overfor had, vrede og bitterhed. Ja, er ikke alle disse uovervundne lavkulturelle foreteelser netop det fundament, på hvilket ufreden, krigen eller dommedagen hviler? –
Tilbage til forsiden
Forrige