"Ulykkelig kærlighed" er det bedste bevis for, at en forelskelse eller en parringskærlighed ikke er virkelig kærlighed
1820. "Ulykkelig kærlighed" er altså i virkeligheden ikke nogen ulykkelig kærlighed, idet kærlighed aldrig kan blive ulykkelig. Den søger aldrig nogen sinde sit eget og kan derved ikke danne skuffelse for sit ophav. Den "ulykkelige kærlighed" er derimod kun en utilfredsstillet elskovs- eller parringssult. Og den antipati, denne afføder, er analog med den antipati, indignation, had eller vrede, som andre former for en utilfredsstillet sult eller livsbetingelse afføder imod den eller de formentlige skyldige i miseren. Det er udslag af selve selvopholdelsesdriften. Det er detaljer i kampen for livet. Sådanne udslag er de bedste beviser for, at forelskelsen ikke er kærlighed, idet denne sidstnævnte mentale tilstand totalt er uden fordringer for sin egen eksistens. Den betinges ikke af, at andre skal føle den samme sympati eller genkærlighed. Derfor er det netop, at denne bevidsthedstilstand er den eneste og dermed den største livsfaktor i universet. Væsenets besættelse eller overskygning af denne mentale strålebølge er derfor det eneste, der kan få krigen eller tilværelsens mentale mørke til at ophøre. Kærligheden er i sig selv den evige, varige fred, som jordmenneskeheden nu mere og mere hungrer og tørster efter og føler som en livsbetingelse.
Tilbage til forsiden
Forrige