1823. Som vi nu har set, er forelskelse eller kærligheden til den elskede ikke så ren og uselvisk, som den i første omgang synes at føles. Hvis den finder genklang hos den elskede, og den forelskede bliver fuldt genelsket, så denne bliver den modsatte parts højeste attrå, bliver forholdet fuldkomment. Da er de to væsener allerede af naturen blevet til et ægtepar, hvad enten de har de gejstlige eller verdslige myndigheders velsignelse eller ej. Og sålænge dette forhold er gældende, behøves der ikke nogen som helst anden magt for samlivet, ja, der er overhovedet ingen magt, der er større end netop den gensidige forelskelse eller parringskærlighed. Her er de fuldkomne psykiske betingelser for artens videre forplantning, skabelsen og opdragelsen af afkommet. Denne fuldkomne parringstilstand er almengældende hos de højere udviklede dyr. De har ingen øvrighed eller noget retsvæsen til at afstive deres forhold. De behøver ingen vielsesattest eller juridisk stadfæstelse som garanti for, at de vil holde deres forpligtelser. Vi befinder os her hos disse væsener i den sande ægteskabelige sfære, og vi kan kalde denne for "de lykkelige ægteskabers zone". Her opleves himlen på jorden.
Tilbage til forsiden
Forrige