Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1824

1824. Indenfor de jordmenneskelige væseners domæne er den ægteskabelige tilstand ikke i samme udstrækning sand og ægte, som hos de forannævnte væsener. Vi har set, at de psykiske kræfter i ægteskabet, altså dem der gør parringen og samlivet så fuldkomment mellem de parrede dyr, ikke i nær så stor en udstrækning er til stede i jordmennesket. Her forekommer i en omfattende grad en ustabilitet og mangel på ansvarsfølelse, en løben fra sine forpligtelser indtil en sådan grad, at afkommet fra forældrenes side i mange tilfælde ville blive ladt i stikken og totalt prisgivet en ulykkelig skæbne, hvis der ikke eksisterede myndigheder, regering og retsvæsen. Disse myndigheder har forlængst oprettet love, hvorefter de forskellige, der indgår ægteskab, må rette sig. Disse juridiske foranstaltninger betinger, at ægtefolk skal have vielsesattest for at få deres parringstilstand erklæret for gyldig og gør ægtefællerne ansvarlige for følgerne af denne intime forbindelse. De betinger, at forældrene naturligvis må sørge for deres børn, og at ægtefællerne ikke uden videre kan opløse ægteskabet efter eget forgodtbefindende og uden forpligtelser. Alene dette, at det er nødvendigt eller ligefrem uundværligt, at jordmenneskene således ved juridisk magt skal tvinges til at opfylde de indgåede ægteskabelige forpligtelser, viser, at ægteskabet i samme grad er degenererende, ja, er noget der ikke mere er baseret på så stærke psykiske kræfter, som det før har været. Ja, for nogle jordmenneskers vedkommende kan man endog tydeligt se, at ægteskabet kun er en repetition af noget, der hos de højere dyr er mere fundamentalt eller urokkeligt. Det er en genoplevelse af noget, der engang i en længst forsvunden fortid var selve livets alfa og omega for væsenerne. Der eksisterede for disse væsener ikke nogen som helst anden interesse eller livsoplevelsessfære end netop parringsprocessen og afkomsbeskyttelsen. Jordmenneskene var på dette stadium endnu kun dyr i renkultur.

Forrige

Næste