Hovedårsagen til den ægteskabelige degeneration er ikke primitivitet eller amoral
1826. Når der desforuden også forekommer ægtefæller, der har indgået ægteskab og igen ladet sig skille både tre og fire gange og endda er parate til stadig at fortsætte med denne vandring ud og ind af ægteskabet, hvis ikke myndighederne greb ind og satte en stopper for denne taktik, kan man vel ikke påstå, at sådanne væsener er særligt egnede for ægteskab, og at de specielt finder den sande lykke i denne form for sjælelig og psykisk forbindelse. Er de ikke nærmere at betragte som væsener, der faktisk er rodløse og derved hjemløse i ægteskabet? –At påstå, at de er umoralske og repræsenterer en lav og ussel karakter, at de er egoistiske og hensynsløse kan måske nok til en vis grad være rigtigt, men det er absolut ikke denne deres mentale eller psykiske tilstand, der er hovedårsagen til deres ægteskabelige misere. Jo mere vi går tilbage i udviklingen for tilsidst at nå ned til dyrene, ser vi hos den store part af de højere udviklede dyr et glimrende ægteskabeligt forhold i parrings- og forplantningslivet, navnlig hos de væsener, der netop lever i monogami. Og man tør vel ikke påstå, at disse væsener f.eks. løver, tigre eller andre rovdyr ikke er egoistiske og fjendske af naturen overfor andre væsener. Og dog er her ikke tale om en vandring ud og ind af ægteskabet eller det engang indgåede parringssamliv, således som tilfældet er med de førnævnte jordmennesker. Er disse mennesker da endnu mere selviske, mere hadske eller dræbende overfor medvæsenerne end rovdyrene? –Ja, det er rigtigt, at ifølge kredsløbsloven kulminerer de mørke magter eller den mentale vinterzone i den jordmenneskelige mentale sfære, og at der således ikke findes mere raffinerede og grusomme udløsere af det dyriske, dræbende princip end det jordiske menneske, der netop befinder sig i selve dette mørkets kulminationsstadium, men her må man huske på, at der også er mange jordmennesker, der allerede forlængst har passeret dette krigsbegejstringens, hadets og hævnens stadium og på mange måder kan udvise stor humanitet, være med i store almenkærlige foretagender, og allerede fremtræder som geniale kunstnere, der hver dag med denne deres kunst er med til at bringe menneskene stor glæde, underholdning og undervisning og derved er med til at danne skole eller eksempel for andre i deres særlige kunstart. Og det ejendommelige er netop dette, at det er blandt disse væsener, at man finder de talløse skilsmisser og ulykkelige ægteskaber og ikke blandt de robuste, primitive og krigslystne individer eller de væsener, der er på egoismens og magtsygens stadium eller på erobrings- og undertrykkelseslystens område. Det bliver herved til kendsgerning, at de ulykkelige ægteskabers almenzone udgøres af væsener, der allerede er fremskredne i intellektuel humanitet og på samfundsgavnlige områder. Det er her, vi finder den største misere og de mest løse forhold i ægteskabet eller parringstilstanden. Denne omstændighed gør det atter til kendsgerning, at ægteskabet indenfor denne sfæres eller zones væsener er ved at blive noget sekundært. Nævnte væsener lever i stor udstrækning for en anden interessesfære, nemlig dyrkelsen af deres kunstart eller en særligt yndet intellektuel beskæftigelseskategori, for hvilket det almengældende er, at den er uselvisk, humanistisk og samfundsgavnlig. Dette vil altså igen sige, at det i virkeligheden slet ikke er ukærlige eller hensynsløse væsener i almindelig forstand, vi her har for os. Det er kun, når det drejer sig om deres ægteskabelige side, at de forekommer amoralske. Her overtræder de i høj grad de foreskrevne morallove og bliver overfladiske, letsindige og troløse. Og det kan heller ikke nægtes, at væsenerne indenfor dette felt kan være en diametral modsætning til sig selv, hvilket vil sige: til den del af deres psyke, som ikke har med ægteskab at gøre. I den sidstnævnte del kan de være vidunderlige, samfundsgavnlige væsener, der skaber stor glæde med deres undertiden store, geniale kunstneriske kunnen i skrive-, musik-, scene-, male- og billedhuggerkunst eller med en omfattende human videnskabelig opdragelse og skabelse. Ja, så stor kan deres samfundsgavnlige intellektuelle, kunstneriske virksomhed og position være, at de bliver verdenskendte, beundret og æret af alle nationer, medens de i den anden del af deres psyke, den ægteskabelige del, skaber ulykke og lidelse både for dem selv, ægtefælle og afkom. Man kan således ikke helt berettiget stemple disse væsener som døgenigte eller subjekter, som moralløse og intetsigende. De udviser derimod den kendsgerning, at de ægteskabeligt er degenereret i samme grad, som de i intellektuel og kunstnerisk almenmenneskelig retning har udviklet sig. De er blevet spaltede væsener. Det fra dyreriget nedarvede parringsprincip, der engang var alfa og omega, må nu dele pladsen med denne i deres mentalitet eller psyke opståede intellektuelle, kunstneriske eller menneskelige kunnen. Denne sidstnævnte del af deres bevidsthed eller psyke har efterhånden i mange tilfælde allerede overtaget føringen af væsenets lyst og vilje. Den er blevet det primære, medens det ægteskabelige i virkeligheden således nu kun eksisterer som noget sekundært for samme væsen. De store og mest fremskredne kunstnere eller intellektuelle bliver ved med at være kunstnere eller intellektuelle uafhængige af det ægteskabelige havari, ja, bliver endog undertiden endnu mere geniale i deres intellektuelle skabelse. Er ikke mange af de skønneste elskovs- eller kærlighedsdigte skrevet af personer, der led af ulykkelig kærlighed? –Men selv om sådanne i elskov ulykkelige væsener virkelig får den, de så stærkt er forelsket i og så højt lovpriser, vil det for manges vedkommende ikke vare ret længe, før de atter er indviklet i en ny forelskelse og de hermed følgende kvaler med hensyn til skilsmisse eller befrielse fra den tidligere elskede, undertiden med risiko for en tvivlsom genelskelse fra den ny parts side. Det er indlysende, at disse intellektuelle ikke har en psyke, der kan indordnes under de overleverede, tusindårige ægteskabelige moselove. Hvis disse væseners seksualliv skulle tvinges ind under nævnte loves rettesnor, ville nævnte intellektuelle væsener komme til at føle sig knuget i en mental spændetrøje af så omfattende dimensioner, at sjælelig skuffelse, melankoli og livslede ville dræbe al inspiration og tilskyndelse til deres intellektuelle eller kunstneriske manifestationer. Deres intellektuelle skabeevne, deres geni ville være en plante, der sygnede hen i ørkenen af mangel på vand og fugtighed, af mangel på næring. Disse intellektuelle væsener har således ikke mere en psyke, for hvem det ortodokse, moselovbundne ægteskab kan være det primære. I så fald måtte man betragte deres intellektuelle, kunstneriske evne eller begavelse, deres geni som en abnormitet, et onde, der underminerer deres normale ægteskabs- eller parringsevne, altså et onde, der i allerhøjeste grad måtte bekæmpes. –Men har menneskeheden råd til det? –
Tilbage til forsiden
Forrige