Årsagen til den ægteskabelige degeneration er ikke en moralsk brist, men en organisk forvandlingsproces i jordmenneskets sympatiske anlæg
1829. De mennesker, i hvem disse sympatiske anlæg således er forandret og afføder degenerationen i ægteskabet, kan ikke i særlig grad siges at være samvittighedsløse, hadefulde eller onde mennesker, når det drejer sig om deres almene forhold til medmenneskene og omgivelserne udenfor det ægteskabelige område. Her repræsenterer de en udviklingsstandard eller intellektualitet, der står højt hævet over det i stykke 1746 omtalte "rigtige mandfolks" og tilsvarende "rigtige kvindfolks" intellektuelle standard og humane indstilling til omgivelserne udenfor ægteskabet eller parringsområdet. Som tidligere påvist skyldes deres svage eller ustabile ægteskabelige fremtræden ikke en almindelig moralsk brist i deres karakter, men er en følge af deres forvandlede sympatiske anlæg og den heraf følgende forvandlede seksuelle psyke. Dette vil altså igen sige, at den organiske struktur, der uundgåeligt skaber det fuldkomne hanvæsen og tilsvarende hunvæsen, eksisterer ikke mere i deres psyke i sin oprindelige fulde form. Den er højst kun delvis til stede her. Men en organisk struktur, der ikke er fuldkommen, må jo betinge, at de herpå baserede evner heller ikke kan være fuldkomne. Har man svage ben, kommer man til at gå dårligt. Har man mistet sine øjne, kan man ikke se. Og ligesom den dårlige gang og blindheden hos vedkommende personer ikke kan stemples som umoral, således kan et væsens manglende ægteskabelige fuldkommenhed på grund af de sympatiske anlægs forvandling heller ikke stemples som umoral. Væsenet bliver først umoralsk der, hvor det ikke vil erkende denne sin egen ægteskabelige degeneration og uformuenhed og fortsætter med at gøre andre ulykkelige ved at binde dem til sig i kortvarige ægteskaber eller seksuelle samliv, der på forhånd er dømt til kun at blive indledningsstadier til skilsmisse. Det er her, den store part af jordmenneskelige ægtefæller af i dag har moralske brist og dermed forvolder mangfoldige skilsmisseprocesser og skaber hjemløshed eller ulykkelige hjem for skilsmissebørnene.