Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1833

1833. Efter denne gruppe kommer vi til det tredje område indenfor den jordmenneskelige seksualisme. Her finder vi alle de i ægteskabet eller parringstilstanden højdegenererede væsener. De er ægteskabeligt eller parringsmæssigt hvileløse. De vandrer fra ægteskab til ægteskab. De lever stadig i skilsmissesfæren og de hermed forbundne genvordigheder. Når disse væsener kan holde det samme ægteskab vedlige hele livet, er det ikke af en naturlig drift, eller fordi de i det indgåede ægteskab lever i særligt vedvarende hvedebrødsdage, men fordi de af en sand og højere udviklet menneskelig følelse eller virkelig kærlighed ikke nænner at iværksætte en skilsmisse eller opløsning af ægteskabet, dels af hensyn til børnene og dels også af hensyn til ægtefællen, for hvem skilsmissen eventuelt ville volde sorg og betyde en ulykkelig tilstand. Ofte hænder det også, at en ønsket skilsmisse undgås, fordi denne ville afføde uheldige økonomiske omstændigheder for parterne. Men et ægteskab, der kun er baseret på medlidenhed, er ikke et ægteskab, ligeså lidt som et ægteskab, der kun er baseret på økonomiske foreteelser, er et ægteskab. Det første tilfælde er en korsfæstelse af den kærlige part, medens det sidste tilfælde er prostitution. Men et ægteskab skal hverken være korsfæstelse eller prostitution. Det skal udelukkende være baseret på den rene parringssympati, der giver sig udslag i "forelskelse". Denne af kirtelfunktioner opretholdte salighedsrus er det eneste retmæssige fundament for et ægteskab. Det er således det absolut eneste, ved hvilket et seksuelt samliv kan være et virkeligt ægteskab. I enhver situation, hvor ægteskabet ikke er baseret på dette fundament, er det trods vielsesattest og anden form for velsignelse af staten og kirken kun et skinægteskab, en camouflage og opretholdes kun i kraft af, at denne camouflage er et mindre onde, end en skilsmisse ville være. Man forstår således, at "de ulykkelige ægteskabers zone" ikke er noget falsk udtryk, men her indtil hundrede procent betegner sandheden i den jordmenneskelige, ægteskabelige degeneration. Det er indenfor denne gruppe af væsener, som vi vil kalde "C-mennesker", at vi i omfattende grad finder den ægteskabelige degeneration og en vis form for amoralitet indenfor det ægteskabelige område, samtidigt med, at de samme væsener, som vi allerede har nævnt, udenfor dette område i deres forhold til samfundet undertiden er overordentlig opofrende og positivt skabende. Flere af disse væsener fremtræder som genier i kunst, litteratur, musik, videnskab og teknik. I disse deres skabende felter kan de udvise en meget stor humanitet eller høj samfundsgavnlig moral og opofrelse. Vi ser således, at disse væsener udgør dem, i hvilke jordmenneskets store forvandlingsproces er mest tydelig. Deres bevidsthed er i kraft af deres geni kommet til at rumme et gigantisk kulturelt, samfundsgavnligt felt, i kraft af hvilket de er med til at bære samfundet frem imod en højere kultur, højere kunst, højere genial skabelse og dermed imod en skønnere fysisk verden end den nuværende. Deres svage felt er altså deres ægteskabelige tilstand. Her kan de ikke måle sig med "A-menneskene", for hvem ægteskabsfeltet udgør det fundamentale område af deres bevidsthed. Men sidstnævnte mennesker er så til gengæld med deres egoistiske og fjendtlige væsen overfor deres eget køn næsten blottet for næstekærlighed. Disse væseners svage side er altså deres forhold til staten, nationen eller samfundets retsvæsen, der er blevet til for at være en beskyttelse og et værn for disse væsener imod deres egen egoistiske eller dyriske natur og til beskyttelse af de andre mennesker, de højkulturelle og humane, imod førstnævnte primitive væseners endnu vilde eller ukultiverede og dermed umenneskelige eller dyriske natur.

Forrige

Næste