Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1835

1835. Med disse nævnte kategorier af jordmennesker er vi nu kommet så langt frem i vore analyser af det jordmenneskelige udviklingsstadium, at vi er nået til vejs ende med hensyn til jordmenneskets parrings- eller ægteskabstalent. Indenfor de nævnte tre kategorier eksisterer ægteskabet eller de enpolede menneskers parringstilstand. Vi ser denne tilstand i sin fuldkomneste form hos "A-menneskene", og hvorledes den så degenererer hos de næste to kategorier. "B- og C-menneskene" repræsenterer således de sidste stadier for ægteskab. Ægteskabet er hos de næste stadiers væsener så degenereret, at det her vil være en vildfarelse og en uundgåelig fiasko der, hvor det indgås. Vi vil derfor nu, inden vi forlader dette guddommelige princips område og går videre frem til analyserne af de næste kategorier, dvæle lidt ved dette princips særlige kulminationsfornemmelse, selve parringsakten. Det er denne akt, der har været den fundamentale lyskilde, drivfjeder og årsag til alt bærende indenfor hele det afsnit i spiralkredsløbet, der må betegnes som livets nat- eller vinterzone, der igen er livsoplevelsens dødszone. En større lysoplevelse eller fornemmelse af salighed indenfor nævnte mørke område end hankøns- og hunkønsvæsenets oplevelse af at være sammensmeltet til "ét kød" igennem parringsakten, eksisterer ikke. Denne oplevelse udgør der, hvor religion, overtro og uvidenskabelig moralopfattelse endnu ikke har skabt hæmninger eller degeneration, livsoplevelsens kulmination. Den er ungdommens drøm om livet, den er manddommens fundamentale lyskilde og alderdommens skønneste erindring. Den har befordret hjernens udvikling, den har skabt talenter for vilje, mod og magterobring, den har skabt mænd og kvinder af stål, udstyret dem med robust legemlig skønhed, overlegen intelligens og fysisk handlemåde. Den har bragt et riges bærende principper, et spiralkredsløbs absolutte livsbetingende mørke kontraster frem til kulmination og blomstring, den har skabt paradiset midt i dødens zone, den har været Guds røst i et rige fyldt med dæmoner og djævle. Den har været en isoleret lysstråle fra kærlighedens eller himmeriges rige midt i helvede eller hadets sfærer. Den har været Guds førende hånd igennem universets afgrunde, katastrofer, storme og slagmarker, ja, den har været selve det evige livs latente tilstedeværelse i dødens domæne. Den er det levende væsens ubevidste fornemmelse af Guds nærhed i kød og blod. Ja, i sandhed, de to modsatte kønsvæseners forening til ét kød i den virkelige elskovs salighed er den evige Guds ånd over vandene. Midt i kulminationen af det dræbende princip, midt i jordmenneskets helvede eller ragnarok, dets krige, mord og lemlæstelsesprocesser, midt i dets næsten totale næstekærlighedsløse livsterræn, midt i livskredsløbets koldeste vinterzone og mørkeste midnat eksisterer således parringsakten som den højeste ilds eller livets evige flamme. Selv her, begravet i tilværelsens fortættede mentale is og mørke, kan den funkle salighed, lys og varme nok til sit ophav, den evige gudesøn, så at denne i kraft heraf kan bane sig vej ud af mørket, fremad og opad mod livets højeste tinder til udødelighedens, almagtens, uendelighedens og evighedens sfære, livets kulmination, spiralkredsløbets sommer- eller middagshøjde og her blivende ét med den evige Fader. De levende væseners parringsakt i spiralkredsløbets kolde vinter- eller natzone er altså en overjordisk ild eller kraft, igennem hvilken enhver skabelse, enhver oplevelse af livet iværksættes og åbenbares. Den er Guds modellerende eller skabende hånd i mørkets sfære, den er den fundamentalt stimulerende lysets engel i ethvert Getsemane og er selve kærligheden i sit inderste væsen. Det er netop derfor, at Guddommen igennem dens organiske struktur i form af polkonstellationen kan formindske eller forstærke selve kærlighedens flamme og dermed skabe de tilsvarende formindskede eller forstærkede oplevelser af livssfærerne, som udgør kredsløbsprincippets årstider eller forskellige kontrastepoker, der atter igen er betingelsen for selve livsoplevelsen. Igennem polkonstellationen i individets organismestruktur regulerer den evige Guddom således sin evige søns oplevelse af lys og mørke, oplevelse af liv og død, oplevelse af tid og rum og skaber dermed sansningen eller oplevelsen af den modsætning til tid og rum, til mørke og lys, til liv og død, som Guddommen og gudesønnen i sig selv er. Uden skabelsen af denne sansning ville hverken Guddom eller gudesøn nogen sinde kunne opleve dette sit eget altoverstrålende og altbeherskende væsen udenfor tid og rum, udenfor død og undergang, udenfor lys og mørke og dermed oplevelsen af deres egen identitet som "det evigt uforgængelige, altbeherskende, levende noget".

Forrige

Næste