Når den højeste ild eller alkærligheden igennem væsenernes polkonstellation er formindsket til en latent tilstand, opstår mørkets sfære
1836. Når den jordmenneskelige sfære hidtil har været og endnu er kulminationen af det dræbende princip og således er spiralkredsløbets vinterzone, bevidsthedens eller livsoplevelsens dødssfære, sfæren for kulmination af lidelse og mørke, så skyldes det altså udelukkende den omstændighed, at den højeste ild, selve Guds ånds evige flamme igennem de jordiske væseners polkonstellation som hankøns- og hunkønsvæsener, er formindsket eller hæmmet det mest mulige i sin mentale lys- og varmeudløsning. Dens kapacitet har her mistet sin karakter af alkærlighed. Dens flamme er indskrænket så meget, som det kan lade sig gøre, uden at den helt ville gå ud. Den kan derfor kun lige akkurat nå ud over det område, der betinger, at den stadig kan få ved og næring for sit fortsatte svage skin. Denne indskrænkede højeste ild, livets flamme eller alkærligheden, eksisterer her kun som den sympati for det modsatte køn, der kulminerer i "forelskelse". Der, hvor denne flamme eller ild ikke kan lyse længere end i ægteskabets favør, er ægteskabet naturligvis kulminerende. Denne tilstand er i særlig grad til stede hos dyrene og de første primitive mennesker. Her overstiger det himmelske lys i dets indskrænkede tilstand ikke interessen for den livsnødvendige parringsakt, ligesom sympatien ikke overstiger interessen for samlivspartneren af det modsatte køn. Kun overfor dette væsen kan flammen indtil en vis grad give fornemmelse af salighed, ligesom det er en vis grad af genskin af denne salighedsfornemmelse minus seksualbegæret, der fornemmes eller åbenbarer sig i væsenets forældre- eller familiekærlighed. Ud over området for disse objekter kan den indskrænkede højeste ilds flamme næsten ikke lyse hos disse nævnte hankøns- og hunkønsvæsener. Hele dette store område af liv, der befinder sig her udenfor, er derfor identisk med kosmisk mørke for samtlige væsener. Her brøler selvopholdelsesdriftens, egoismens og hadets dødbringende brændinger. Væsenerne dræber og myrder og må selv dræbes og myrdes. Den himmelske flamme står meget lavt i horisonten i spiralkredsløbets natsfære på samme måde, som solen står lavt på himlen ved den fysiske vinters kulmination.
Tilbage til forsiden
Forrige