Mandens og kvindens eller hankøns- og hunkønsvæsenernes polkonstellations betydning i Guds skabelse af "mennesket i sit billede"
1837. Men selv om det himmelske lys står lavt på den mentale himmel i spiralkredsløbets midvinter, så er det dog der og forjætter en ny lysets epokes komme. Det varsler et nyt kosmisk forårs fremmarch med efterfølgende sommer og kulmination af liv, lys og varme. Vi ser, at Gud således i det store mørke, hvor livets lys og varme er indskrænket, og nattens og vinterens dødbringende kulde derved er i kulmination, dog har ladet så meget blive tilbage af den himmelske ild eller guddommelige ånd, at livet selv i det tættest eksisterende mørke ikke totalt kan dø eller gå til grunde og dermed udslettes. Med denne om end formindskede lysstråle fra himlen, som i mørket lyser op i form af parringsdriften, bliver livets eksistens og dermed væsenernes udødelighed således garanteret. Hankøns- og hunkønsvæsenets elskovsleg, deres parringsakt, mandens og kvindens omfavnelse af hinanden, deres hengivelse i hinandens gensidige attrå og sympati og deres heraf følgende sammensmeltning til "ét kød" er livskildens evige lys i mørkets sfære, det er Guds varmende nærhed midt i den kosmiske vinters isregion, det er en gnist af kærligheden midt i hadets domæne, det er Guds evigt ubesejrede ånd i dæmonernes rige, det er Guds eget inderste pulsslag igennem dyrerigets hjerte. Gennem mandens og kvindens polkonstellation, hankøns- og hunkønsvæsenerne, bliver det fundament til, på hvilket Gud kan modellere mennesket i sit billede efter sin lignelse.
Tilbage til forsiden
Forrige