Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1839

1839. Hvad betyder det, at denne mikrobe i en vis udstrækning behersker elementerne og bringer dem til at arbejde for sig, bringer dem til at bære sig hen over land og hav, over skyer og under vandet, hvad betyder det, at den kan bringe vældige kraftmaskiner til at udspy nyttegenstande i millionvis, hvad betyder det, at samme mikrobe næsten arbejder sig til døde i udvidelse af sin materielle viden og kunnen, hvad betyder det, at den studerer i årevis på universiteter og læreanstalter, rent bortset fra, at dens barndoms- og ungdomsår pure er prisgivet undervisning, lærere, pædagoger, opdragere og andre humanitære og kulturelle foranstaltninger for at skabe virkelig viden og kunnen i det samme væsen, når hele dette sceneri, toppunktet af materialistisk viden og kunnen, hele dette mikrobens domæne, kun er et støvfnug under verdensaltets tyngende tons af tilfældighed? – Hvis tilfældighed er universets største faktor, er livets opbygger og tilintetgører, og tilfældighed har kunnet frembringe et så vidunderligt resultat som de levende væseners normale organismer og naturlige kropslige fuldkommenhed til de formål, de hver især har til opgave at opfylde, hvortil så den møjsommelige træning og indstudering eller tilegnelse af det mindstemål af den forstand eller logiske sans, vi netop nødvendigvis hver især må have for at blive accepteret som et normalt væsen? – Jo mere forstand, man får tilegnet sig, desto større modsætning til universets førende og skabende faktor bliver man. De, der i dag er professorer, doktorer i materialistisk videnskab og kun sværger til denne videnskab og opfatter alt udenfor deres eget og de kendte medvæseners livsformer eller bevidsthedstilstand som blot og bar tilfældighed, er jo de mest fremtrædende modsætninger til den i universet af dem selv opfattede højeste skabende og tilintetgørende faktor: tilfældigheden. I deres egen handlemåde og skabelse eller viljeføring lader de ikke tilfældigheden således florere. Her er de udmærket klar over, at dette ville være absolut livsfarligt. De føler, at her har de brug for viden og forstand. Her må den største faktor være logik, plan- og hensigtsmæssighed. Hvor denne faktor forsømmes, synker deres skæbne i grus. Skønt dette er den mest fundamentale erfaring indenfor deres egen oplevelse af livet, påberåber de sig dog hårdnakket tilfældigheden som den altbeherskende faktor i alle manifestationer eller skabelsesprocesser, der ligger udenfor den almindelige menneskelige sanse- eller fatteevne, hvilket altså vil sige: naturens skabedomæne. Her bliver denne, den autoriserede, materialistiske videnskabs livsfilosofi, dens docering eller påberåbelse af tilfældigheden som universets eller altets ophav afsløret som overtro. Det er således her synligt som kendsgerning, at den i skabelsen af denne dens verdensopfattelse eller livsfilosofi handler skrigende imod de videnskabelige love, den ellers indtil pinlig spidsfindighed påberåber sig opfyldt, og selv opfylder, når det drejer sig om forskning indenfor materiens lokale felter, og i kraft af hvilken nævnte videnskabs ypperste repræsentanter netop er blevet til de autoritative kapaciteter, der udtrykkes ved doktor- og professortitlen. Da disse materialistiske videnskabsmænd indenfor den lokale forskning af universets materier, hvor deres iagttagelsesevne er størst, ikke kan undgå at se, at intet her er planløst eller tilfældigt, men at alt er hensigtsmæssigt lovbundet, måtte den samme kendsgerning være det eneste acceptable grundlag for al videre videnskabelig forskning i de felter, der ligger udenfor direkte sansning eller udenfor det jordmenneskelige domæne. Hvorfor ikke antage, at den samme hensigtsmæssige lovbundethed også måtte være hovedfaktoren i det umådelige ocean af skabelsesprocesser, der ligger i det for sanserne endnu ukendte område og hedder universet? – Når der i de mikroskopiske områder af universet, der er tilgængelige for jordmenneskelig vejning og måling, ikke eksisterer nogen tilfældighed, hvorfor så antage, at tilfældigheden netop skal florere og være den herskende faktor i de makrokosmiske områder og detaljer? –

Forrige

Næste