Opfyldelsen af Bibelens forudsigelse med hensyn til Adam og Eva er sket fyldest
1842. Det bliver her forståeligt, at "krige og rygter om krige" måtte blive almengældende i den jordmenneskelige, materialistiske eller åndelige eller kosmiske dødssfære. Det bliver ligefrem selvfølgeligt, at en sådan total åndelig uvidenhed måtte føre bort fra ånd til materie eller i første instans måtte skabe en så kolossal indvikling i materie, kamp og selvopholdelsesdrift, at kosmisk bevidsthed eller den mentale tilstand, der i Bibelen udtrykkes som "den hellige ånd", i denne overvægt af troen på nedsabling, forfølgelse og undertrykkelse af andre væsener som vejen til lykke og velvære, måtte tabe terræn, måtte degenerere og udgå af den vågne dagsbevidsthed. Materien måtte mere og mere blive tankens objekt for til sidst helt at udgøre individets eneste interessesfære. Væsenet blev derfor ét med denne, vejede, målte og erkendte sig som identisk med materien og kom derved til at tro om sig selv at være en af tilfældighed skabt ting. Evnen til at sanse og forstå udødelighed, evighed og uendelighed og dermed evnen til at sanse sin egen kosmiske identitet som det evigt eksisterende, levende, guddommelige, højeste noget, identisk med Guddommen blev således degenererende eller aftog helt ned til en så latent tilstand, at den ikke mere kunne trænge ind i den vågne fysiske dagsbevidsthed. Denne vågne dagsbevidsthed blev derved sædet for den uvidenhed eller kosmiske død, der skulle blive resultatet af Bibelens "syndefald". Tænk, hvor er opfyldelsen af Bibelens fremtidssyn over Adams og Evas skæbne, der jo er jordmenneskehedens skæbne, til dato sket fyldest. Adam kom til "i sit ansigts sved at æde sit brød", og Eva kom til at "føde sine børn med smerte". Hvor tit måtte de i form af jordmennesker ikke netop komme til at føle sig nøgne, hvilket vil sige: hjælpeløse; ingen Gud, intet paradis, ingen viden om udødelighed, men opfattende sig selv og deres skæbne som et resultat af tilfældighed, og stadig prisgivet denne tilfældighed, omgivet af tilfældige medvæsener, der ligeledes er blevet til ved tilfældighed og prisgivet tilfældighed. Væsenerne på dette stadium ser således kun tilfældighed og atter tilfældighed over, under, indeni og udenom alt eksisterende. Dette er toppunktet af den materialistiske, videnskabelige tidsepokes verdenserkendelse. Det er den død, som måtte blive følgen af "Evas skabelse", hankøns- og hunkønsvæsenernes tilblivelse og det i kraft af denne skabelse efterfølgende "syndefald": nydelsen af kundskabens træ, væsenernes infiltration og sammensmeltning med materien og den hermed affødte kosmiske bevidstheds eller hellige ånds død i væsenernes psyke.
Tilbage til forsiden
Forrige