Dommedagens blodige konsekvenser vil afføde en ny verdensepoke, i hvilken væsenet atter vil vågne i kosmisk bevidsthed og opleve sig ét med Faderen
1845. Da intet liv i længden kan baseres på overtro, skal menneskeheden nok snart blive klar over sin fejltagelse og overtro med hensyn til livsmysteriets sande løsning. Den evige sandhed skal nok igennem hele dette mørke ragnarok blive et fundamentalt problem, et uafviseligt spørgsmål, eftersom det er den sidste og eneste absolutte løsning og vej ud af had, krig, tortur, invaliditet, subsistensløshed, et liv i laser og pjalter eller et liv i alle øvrige mentale forrådnelsesprocesser, der er den fundamentale atmosfære i enhver krigskulturs kølvand. Igennem den forlængst indtrådte dommedags blodige konsekvenser skal det jordmenneskelige samfund nok blive bragt til at få brug for den virkelige og evige sandhed, denne Guds evige ånd over vandene, og i lykkelig erkendelse af denne ånds fysiske manifestation som næstekærlighedsvidenskab og daglig væremåde opdage, at man hermed er på vej imod livets forår, imod lyset, og snart vil komme til at befinde sig hjemkommen i den evige Faders bevidsthed, ét med udødeligheden, uendeligheden og evigheden.