Næstekærlighedsbudet og ægteskabsbudet kan ikke opfyldes af de samme væsener
1846. Som dominerende hankøns- og hunkønsvæsen vil man altså aldrig nogen sinde komme længere end til mørkets kulmination i livet. Disse to væsenstilstande er, som vi nu igennem mange kosmiske analyser har set, udstyret med en mental og legemlig struktur, der på forhånd gør det umuligt for væsenerne at praktisere eller overholde kærlighedslovens store bud: "Du skal elske din næste som dig selv". Et hankønsvæsen og et hunkønsvæsen er i kraft af deres indre polkonstellation i overbevidstheden prædestineret til kun at kunne elske væsener af det modsatte køn. Denne polkonstellation er organet for den højeste ild eller al sympatiregulering og dermed for kærligheden. Når dette organ i en vis periode af kredsløbet former væsenets sympatiudløsning på en sådan måde, at den kun kan udgøre den virkelige oplevelse, den virkelig skønne, livsbefordrende glæde, lykke og velsignelse for væsenet igennem kærligheden til det modsatte køn, vil kærlighedsbudet jo være lige så umuligt og meningsløst for det hundrede procents ægteskabeligt indstillede hankøns- eller hunkønsvæsen, som det femte bud: "Du skal ikke dræbe", er umuligt at overholde for rovdyret. Hedder det ikke også her, at en mand skal forlade fader og moder og holde sig til sin hustru? –Han skal altså ikke elske denne sin fader og moder således, som han elsker sig selv. Han går til hustruen, fordi der får han tilfredsstillelsen af sit eget begær, får opfyldt sin kærlighed til sig selv. Ægteskabsloven, der påbyder, at de to ægtefæller skal holde sig til hinanden og gensidigt foretrække hinanden fremfor noget andet væsen, og at en afvigelse herfra er et troskabsbrud, er at bedrive hor, kan jo umuligt samtidigt forenes med den lov, der siger: du skal elske din næste som dig selv – altså uafhængigt af, hvem denne næste så end er. Der står ikke, at det er en betingelse, at denne næste er ens ægtefælle, broder, søster, fader eller moder. Gennem lignelsen om den barmhjertige samaritan bliver det yderligere vist, at ens næste ovenikøbet godt kan være ens fjende. Samaritanerne og jøderne var jo ikke venner, men ikke desto mindre vises den overfaldne jøde som samaritanens næste, som denne ifølge næstekærlighedsbudet altså i virkeligheden havde pligt til at hjælpe.
Tilbage til forsiden
Forrige