Moses og Kristus som henholdsvis udgørende ægteskabsbudets og næstekærlighedsbudets store profeter
1848. I Bibelen har vi en overordentlig stor repræsentant for hver af disse to store kulturepoker. For den første epoke, altså ægteskabets, har vi Moses, og for den anden, alkærlighedsepoken, har vi selveste verdensgenløseren Jesus Kristus. Den første er en så udpræget ægteskabets og de hermed forbundne loves profet, at han ligefrem påbyder dødsstraf for enhver højere udløst sympati mellem væsener af samme køn, medens Kristus påberåber den allerhøjeste sympati mellem væsenerne ganske uafhængigt af køn som det eneste fundamentale fremtidsideal for menneskene på hans tid og frem efter og bebuder dermed vejen til fuldkommenheden eller vejen til himmeriges rige og Faderen. Vi ser i disse to store, guddommelige udsendinge til menneskeheden to meget stærkt lysende stjerner på den jordmenneskelige udviklings vej. Deres lys er hvert for sig så forskelligt i farve og glans, at det er let at se, at de tilsammen markerer en mental svingning eller forvandling indenfor den jordmenneskelige psykes udvikling. På Moses' tid har ægteskabsloven været et meget aktuelt og magtpåliggende problem. Der var på denne tid ikke brug for Kristus eller en fortolker af en sympati, der lå udenfor ægteskabet eller folkets racemæssige forplantning og beståen. Senere skulle der altså vise sig tendenser i folket, der fik ægteskabet til at svækkes i sin grundvold, fik det til at udvise en begyndende degeneration. Denne degeneration har man hverken med moselove, dødsstraffe eller teologiske og gejstlige forbandelser kunnet ændre.
Tilbage til forsiden
Forrige