Åndsvidenskaben som et tredje og sidste testamente
1849. De dybeste tendenser i jordmenneskene er trods ydre konflikter og modstand i et stedse stigende skred hen imod en større almen sympati end den kønsbestemte sympati i Moseloven, en sympati, der sætter næstekærligheden himmelhøjt over forplantningsprincippet og viser, at dette ikke bliver ved med at være det vigtigste i livet, men derimod i kontakt med Verdensgenløserens fortolkning kun kan være en sympati, der forener alle væsener i den inderligste, mentale og fysiske omfavnelse, ganske uafhængigt af køn, race, nation og verdensanskuelse. Er det ikke denne kursændring og opfattelse af sympati og kulturudvikling eller Guds skabelse af mennesket, der har betinget, at "Det Gamle Testamente" ikke kunne blive ved med at være fyldestgørende, men måtte erstattes eller suppleres med "Det Nye Testamente"? –Og er det ikke den samme fortsatte udvikling, der nu betinger, at dette nye testamente heller ikke mere er fyldestgørende, men kræves forklaret videnskabeligt, i stedet for som tidligere kun at blive forklaret dogmatisk eller diktatorisk? –Er det ikke netop dette krav, der nu afføder åndsvidenskaben, der i sin sande natur kun kan være det samme som næstekærlighedsvidenskab og derfor må blive et tredje og sidste testamente. Efter dette testamente behøver intet menneske længere andres vejledning. Her kan det blive ført helt frem til dets egen store indvielse eller åndelige fødsel, hvorefter det selv vil være ophøjet til at være ét med Faderen og verdensbilledet og dermed selv være vejen, sandheden og livet.
Tilbage til forsiden
Forrige