1850. Nej, livet har et større mål med gudesønnen end den jordiske, fysiske kønsbestemmelse. Gudesønnen skal ikke blive ved med kun at kunne opleve Guddommen eller det største lys som en kønsbetonet erotisk oplevelse, hvad enten den forekommer som en legal, præsteindviet velsignelse eller som en blot og bar med mønt betalt fornøjelse på samme måde, som man køber en teaterbillet eller en ferierejse. Oplevelsen af det guddommelige lys, det virkelige himmeriges rige har et langt større strålevæld end den gnist, der kan opleves i den legale eller illegale brudeseng eller den tilfredsstillelse af erotisk sult, der kan købes på et bordel. Himmeriges rige kan kun ske fyldest der, hvor alt er gave, der hvor ejendomsret og dermed undertrykkelse og skinsyge over væsener og ting er udelukket. Der eksisterer mennesket i Guds billede. Det er dette måls gærende kræfter, der i dag er med til at forcere udviklingens tempo og dermed er en medvirkende faktor i udløsningen af helvede eller ragnarok og får ægteskaberne til at degenerere, skaber alles krig imod alle som en kamp om den evige fred, der udelukkende kun kan være næstekærligheden. Her hjælper hverken moselove eller dogmer. Her kræves en så raffineret, forfinet intellektualitet og hjernefunktion, at den kun kan befordres, bæres og udvikles af en forfinet, logisk fortolkning af intet mindre end selve evigheden, universet og Almagten og det heraf udløste facit: "Alt er såre godt". En ny verdensepoke er altså ved at opstå og bringer den gamle til at degenerere. Opfyldelsen af Verdensgenløserens forjættelse af en ny himmel og jord er i færd med at manifesteres. Et rige, som ikke var af denne verden, da Kristus talte med fysisk røst, er ved at fødes og er således nu på vej til at blive af denne verden. Dette rige er nemlig intet mindre end himmeriges rige.