Væsenernes afvigende seksuelle forhold som det mest yndede objekt for bagtalelsestendenser endog hos de i denne afvigelse selv implicerede væsener
1854. Denne det primitive, maskuline menneskes antipati mod det fra flokken seksuelt afvigende væsen er altså en fra dyreriget endnu i samme væsen forekommende nedarvet tendens. Den vil for menneskets vedkommende være at betragte som ligeså abnorm eller forkert som den kvindelige mands overdimensionerede feminisme. Men den maskuline mand får lettere medhold hos flokken end den feminine mand, idet hans væsen og antipati er mere samstemmende med dennes natur end den sidstnævnte mands, selv om den naturligvis ikke repræsenterer flokkens flertal. Her får antipatien imod den seksuelt afvigende ikke mere udløsning igennem ligefrem grove forbryderiske tendenser. Her er den mere gået over i retning af en bagtalelses- eller sladdertendens. Der findes vel næppe nogen større nydelse for sådanne væsener end netop dette at bringe viden og rygter om et fra flokken afvigende væsens tendenser ud for alle vinde. Men denne udløber af urtidens tendens er ikke så helt let at komme af med. Den kan endog holde sig helt op i de begyndende dobbeltpolede eller seksuelt afvigende væseners egne rækker. Mange af disse fra flokkens seksualisme selv afvigende væsener er endog i visse tilfælde endnu værre til at bagtale og afsløre disse fra deres egne rækker fremtrædende væsener end de udenforstående. Det skyldes i nogen grad det mindreværdskompleks, de grundet på deres egen fra flokkens seksuelle natur afvigende tilstand befinder sig i. De ligesom hæver sig selv op i flokkens øjne og bortleder dermed dennes opmærksomhed eller mistanke med hensyn til deres egen skjulte seksuelle natur ved at udlevere til sladderen deres egne ligestillede medvæseners seksuelle hemmelighed, som de jo har særlige forudsætninger for at kunne opdage eller komme på sporet af. Denne deres tendens til at udlevere til sladderen deres viden eller formentlige viden om deres ligestillede medvæseners seksuelle natur er således i virkeligheden ikke så meget af ren ondskab, som det er af selvopholdelsesdrift. De ser i denne deres måde at være på en slags redning for dem selv. Med de sensationelle oplysninger om og hentydninger til andre væseners fra flokkens natur afvigende tilstand skaber de hos de udenforstående et sladderens røgtæppe, bag hvilket de skjuler deres eget fra flokkens natur afvigende liv. De søger altså dermed at bevare deres egen position i flokkens omdømme og opfattelse som "normale" væsener. Men det fremskredent udviklede menneske og den indviede ved udmærket, at disse fremtrædende rundkastere af viden og formodninger om andre væseners inderste intime naturs eventuelle afvigelse fra den af flokken officielt anerkendte normalitet ikke selv hører til de seksuelt uskyldige. Her vil Kristi ord om, at den, der er ren, kan kaste den første sten, være højaktuelle.
Tilbage til forsiden
Forrige