Menneskets anvendelse af jungleloven er en forbrydelse
1865. Som tidligere nævnt, er anvendelsen af den dyriske junglelov ganske vist en beskyttelse, en art barmhjertighedsgerning hos det uintellektuelle dyr, der kun på denne måde kan hjælpe sine syge kammerater eller medvæsener, men mennesket er ikke et dyr i renkultur. Det er ikke uintellektuelt. Det er ikke så fattigt eller primitivt, at det ikke har andre hjælpekilder, med hvilke det i en langt højere grad kan udøve barmhjertighed mod de fra flokken afvigende væsener. Derfor vil benyttelsen af den dyriske junglelov indenfor menneskets område ikke under nogen som helst form være naturlig, men derimod mere eller mindre være en overtrædelse af det femte bud: "Du skal ikke dræbe", eller næstekærlighedsloven. Det, der for dyret er overholdelsen af næstekærlighedsloven, er altså en overtrædelse af den samme lov, når det drejer sig om mennesket. Dyret kan ikke hjælpe eller bøde på kammeraternes eller medvæsenernes invaliditet på anden måde end netop ved at hjælpe dem til at dø. Men mennesket har en anderledes fremragende evne til at kunne hjælpe sine stærkt invalide medvæsener. Det kan i større eller mindre grad forstå invaliditetens natur og derefter være med til at afbøde dens værste hæmninger eller gene. Hvis mennesket derfor ikke søger at forstå sine syge medvæsener og med sin forstands yderste kløgt søger at hjælpe disse, men blindt overleverer dem til alskens lidelser, til flokkens antipati, bagtalelse og forfølgelse, handler det imod naturens love. Dets fremtræden bliver derved ringere end dyrets. Denne lavpsykiske fremtræden vil derfor retsmæssigt være at udtrykke som "umenneskelig". Det er denne lavpsykiske side ved jordmennesket, der i særlig grad besjæler sladderens laveste dunstpøle og stinkende tågedannelser.
Tilbage til forsiden
Forrige