1867. Der, hvor den moralske udvikling og gudsforholdet er den seksuelle drift i væsenet underlegen, således at det i større grad bliver denne drift end moralen, der behersker væsenets vilje, fremkommer der en anden type mennesker. Vi vil kalde denne type for "F-mennesker". Denne types polstruktur er ligesom hos den førnævnte type skiftende. Da de hverken har noget stærkt gudsforhold eller nogen moral som skærmende bolværk imod deres overdimensionerede vildfarne, seksuelle viljeføring, er de helt i deres seksuelle drifters vold. De er således udsat for alle mulige slags afsporinger fra den lige normale udviklingslinje eller vej. Hos disse væsener er ægteskabet ikke mere noget bærende livsfundament. Nogen særlig lyst til at skabe hjem og familie forekommer ikke hos dem. De udgør væsener, for hvem forlovelser i særlig grad går i stykker. Da de i nogen grad også er ved at blive bevidst i deres modsatte pol, skejer de ofte ud i prostitution med deres eget køn. Denne obskure levevej forøger en tendens i disse væsener til lede ved normalt og sundt arbejde. Vi finder derfor mange af disse væsener som "kronisk arbejdsløse", permanente lediggængere, der i særlig grad har deres gang omkring storbyernes nødtørftshuse for her at søge seksuelle "kunder" og jordbund for alskens økonomiske fiduser eller plattenslagerier, ved hvilke de søger at finde en slags erstatning for den økonomi, de ikke ved ærligt eller moralsk, sundt arbejde ønsker at opretholde. Hos nogle af denne gruppes mennesker forekommer der, grundet på deres poltilstand, en livlig fantasivirksomhed. Men da denne er udenfor nogen overlegen moralsk og intellektuel styring, bliver "F-menneskene" ikke således som "E-menneskene" til genier, virtuoser eller fremragende ledere, men derimod til psykopater, til væsener, der i en altfor overdreven grad i deres egen opfattelse og udtale er helte i alle situationer. De fortæller lange opdigtede fantasihistorier, i hvilke de selv er alle tiders helte. De fusker meget med kunst. Ja, nogle vil for enhver pris være kunstnere, selv om de hverken har talent eller råd til at være det. Det er i sig selv ikke så meget selve kunsten, der er objektet for deres ønske, som det er selve dette i folks øjne at blive betragtet som kunstner. Vi ser derfor i nogle tilfælde disse væsener udvise et stort opbud i skabelsen af en ydre camouflage, der kan bibringe deres medvæsener den opfattelse, at de udgør den store kunstner. Man ser dem med vældigt fremtrædende malerudstyr, stor kunstnerhat, fuldskæg og hele den øvrige maskerade, i kraft af hvilken de mener i særlig grad at kunne give det udseende af at være det store geni. Der er blot den forskel, at de virkelige genier som regel er temmelig almindelige i deres ydre. Ja, undertiden er disse væsener så optaget af selve deres kunst, at de mere eller mindre forsømmer deres ydre og ikke tager det så nøje med deres udseende. De er forlængst vokset ud over folks meninger og er aldeles ganske uberørt af, om man mener, de er kunstnere eller fuskere. Kun i denne suverænitet kan det virkelige geni trives og udfolde sig. For de føromtalte væsener, der ønsker at beundres og hædres for en genialitet, de ikke i mindste måde besidder, er den ydre camouflage jo såre nødvendig. Men denne camouflage er altså opsat omkring en manifestation af talentløshed. De pågældende væsener kommer derfor ikke foreløbig op på kunstens højeste tinder. De bliver i heldigste tilfælde kun fuskere, i hvad de end foretager sig. Da de ikke kan leve af at være fuskere, og de samtidig mener at have alt for stort et talent til, at de skal leve som almindelige arbejdere, havner de altså også i "F-gruppens" økonomiske uføre med dens sfære af obskure selvopholdelsesdrifter og leveveje. Dette medfører igen tilsidst, at disse væsener havner i livslede og derfor i værste tilfælde må stimulere sig ved drik, bliver drankere, alkoholister eller slaver af andre livsødelæggende produkter og ender dermed som rene menneskevrag. I kommende liv vil disse væsener igen vise sig som mere eller mindre åndssvage, som særlinge, som "sinker" i skolen, som fysiske svæklinge, alt efter deres afsporings karakter.Under hele dette brogede panorama af mentale og fysiske udslag skjuler sig altså væsenets poltilstand som den dybeste og sande årsag. Disse væsener har alle mere eller mindre mistet den inspiration og livslyst og den heraf følgende stimulans til at skabe ægteskab, hjem og familie, der opretholder den såkaldte "normale" mands og kvindes arbejdslyst, sunde fornuft og normale levevis. Og da de i moral og gudsforhold endnu er næsten døde væsener, kan de heller ikke her få nogen inspiration eller særlig arbejdslyst udover tendensen til at spille helte og synker også her ned i deres psykopatiske illusioners skuffelser, nedværdigelse og økonomiske misere, der igen i værste tilfælde betyder livslede og selvmord i dette liv, og en tilværelse i det næste, der, som før nævnt, betyder åndssvaghed eller en unormal tilstand for de samme væsener.
Tilbage til forsiden
Forrige