Livets Bog, bind 5
Hvordan de seksuelt afsporede væsener kommer tilbage til normaliteten, livet og Faderen
1870. Hvordan kommer disse afsporede væsener tilbage til normaliteten, tilbage til Guddommen, tilbage til kærligheden? – Ja, hvordan kommer den fortabte søn tilbage til sin Fader? – Når en krukke er fyldt med vand, kan den ikke fyldes mere, idet vandet da flyder over. Det er den samme lov, der bevirker, at træerne ikke vokser sig op i himlen. Når et menneske har omdannet sin psyke til at fornemme tortur, myrderi og drab som den højeste nydelse, hvad enten det selv er objektet for sadismen eller det gør andre til offer for den, er det kommet til selve grænsen for udfoldelsen af det dræbende princip, det er kommet til selve helvede, til selve mørkets kulmination. Hinsides denne kulmination kan kun kærlighedens zone eksistere, ligesom det dræbende princip eller mørkets zone kun kan eksistere hinsides kærlighedszonen. I kredsløbets område eksisterer jo kun de to store kulminationer: mørkets og lysets og de herimellem fremtrædende overgangszoner. Efter at have vænnet sig til en så rædselsfuld livsoplevelsesform som den sadistiske, er det ikke helt let igen at blive vænnet af med den. Men den rædsel og afsky, man med sit syge eller afsporede væsen efterhånden indgyder sine omgivelser og den frygtelige karma, som dette igen bevirker, skal nok afføde livslede og i værste tilfælde selvmord, rent bortset fra den åndssvaghed eller psykiske defekt, som man i de følgende liv kommer ud for. Hele denne kulmination af lidelse og åndeligt mørke kan ikke undgå efterhånden at bringe det altoverlevende jeg i væsenet til at skrige og råbe efter at komme tilbage til den normale livslyst. Og ved hjælp af dette tiltagende begær efter den normale tilværelse vil væsenets psykiske eller åndelige kurs uundgåeligt blive drejet. Og fra helvedes, sadismens lidelser eller skærsild vender den fortabte søn nu atter tilbage til sin Fader, tilbage til livet, tilbage til den sande lykke og glæde og kan herfra fortsætte sin vej videre fremover i spiralkredsløbets umådelige bane.