Den naturlige polforvandling udgør den absolut eneste vej til den store organiske indvielse eller "den store fødsel" og behøver ikke på nogen som helst måde at frygtes
1874. Et menneske, hvis moral og etik er stærkere end dets seksuelle drift, behøver ikke i nogen retning at frygte for, at dets kommende seksuelle forvandlingszone skal blive en ulykkessfære ud over de almindelige veer, der altid ledsager en ny epokes fødsel. Selvfølgelig må alle gennem den seksuelle forvandling. Ingen kan vedblive at være et han- eller hunvæsen. Det evige livsoplevelsesprincip opretholdes jo udelukkende i kraft af den evigt skiftende forvandling. Den naturlige, organiske indvielse – ikke den kunstige eller tekniske, der kan foretages af mennesker – kan umuligt tilegnes af et enpolet væsen. Et sådant væsens naturlige psyke er antipati- og skinsygebefordrende overfor sit eget køn. Et virkeligt af naturen selv indviet væsen kan ikke være et individ, hvis organiske struktur kun er formet til at udløse en egoistisk sympati til et særligt bestemt køn og antipati og skinsyge mod den øvrige del af medvæsenerne, det såkaldte "eget køn". Det må være et væsen, hvis seksuelle struktur er et organisk fundament for udløsningen af en sympati og kærlighed, der ikke er kønsbetonet. Kærligheden kan ikke vedblive at være så elementær, at den kun er en stimulans for væsenernes kropslige forplantning. En så indskrænket kærlighed eller den såkaldte "forelskelse" kan kun udgøre det dyriske paradis. Det himmelske paradis kan ikke baseres på forelskelse. Det kan kun baseres på virkelig alkærlighed. Men alkærlighed kan kun udløses af en organstruktur, der ikke hæmmer sympatien for væsenets eget køn. For at alkærligheden kan komme til virkelig fundamental udløsning, må hankøns- og hunkønstilstanden udlignes. Kvindens maskuline pol må blive jævnbyrdig med hendes feminine pol, ligesom mandens feminine pol må blive jævnbyrdig med hans maskuline pol, så væsenerne derved kan blive ens. Begge parter vil derefter være forsynet med vågen dagsbevidsthed i både det maskuline og det feminine princip, som de har i harmonisk udfoldelse således, at de kan udløse seksuel kontakt med hvem som helst. Her er ikke nogen forudgående hankøns- eller hunkønsstruktur i adskilt særmanifestation nødvendig eller betingende. Her er kærligheden ikke en kropslig forplantningsakt, men en varmende oplevelse af parternes gensidige åndsbesættelse af hinanden med hinandens inderste intimeste eller helligste liv, tanke og sjæl. Her betinges livslykken og kærlighedsydelsen ikke af en ydre kønsbetoning, familieskab, raceforhold eller social position, men er udelukkende en guddommelig genkendelses- og sammensmeltningsproces af væsenernes indbyrdes guddommelige slægtskab.
Tilbage til forsiden
Forrige