Martinus: Livets Bog, bind 5, stk. 1879

1879. Med hensyn til væsenets ægteskabelige talent er det ligesom alle de øvrige bevidsthedstendenser underkastet repetitionsloven. Når et menneske er nået frem til ægteskabets degeneration eller ligefrem totale overvindelse, hvilket vil sige: væsenets totale frigjorthed fra ægteskabets krav eller begær i sin nuværende manddom, så vil denne overvindelse genopleves i væsenets næste liv som dettes sidste repetitioner umiddelbart før manddommens indtræden, hvilket vil sige: sidst i tyverne. Men i årene forud for denne repetition af ægteskabsovervindelsen, repeterer væsenet altså den del af sin ægteskabelige skæbne, som ligger forud for den sidste inkarnation. Og jo længere vi derved kommer tilbage i rækken af væsenets tidligere liv eller inkarnationer, desto mere ægteskabeligt indstillet var væsenet. Dette giver sig så igen udslag i det nuværende livs repetitioner, således at væsenet i dette liv er mere ægteskabeligt indstillet, jo yngre det er. Det er dette, der ligger til grund for, at et væsen, der er atten år, kan være glødende forelsket og tror, at den opnåede genelskelse fra den anden parts side er noget evigt urokkeligt, er en evig kærlighed etc. for derefter, alt som årene går, at opleve, at denne forelskelse ligefrem smuldrer væk, er hurtigt døende. Blot efter en fire, fem års samliv er ægteskabet blevet en lede for et sådant væsen. Ja, selv i sådanne situationer, hvor genelskelsen fra den anden parts side ikke engang er ophørt, og der således ikke har været utroskab eller ægteskabelig forsømmelse fra denne parts side. Når der således ikke foreligger nogen som helst ydre for ægteskabet nedbrydende grund, kan årsagen derfor kun være at søge i den omstændighed, at samlivet for den ene parts vedkommende udelukkende kun har været baseret på en repetition af et forlængst døende ægteskabeligt talent. Når H-mennesket også kan komme i ægteskabelige konflikter, skyldes det altså i høj grad dette, at ægteskabsrepetitionen først kommer i selve ungdomsstadiet og der, sålænge den står på, overskygger eller behersker hele væsenets viljeføring. Ved et længere fremskredent menneske kommer ægteskabsrepetitionen allerede i barndommen og har da ingen særlig kraft til at udvikle seksuelle ægteskabelige begær eller krav. Og væsenet er således næsten helt fri af ægteskab, forelskelsestendens og seksuelle ejendomsbegær, når det når frem til den alder, i hvilken de normale ægteskabelige tendenser og krav ellers begynder at røre på sig i individets psyke. Hos det indviede eller kosmisk fødte væsen er ægteskabsrepetitionen gledet så langt tilbage, at dette væsen slet ikke har nogen af dennes udslag eller tendenser i sit nuværende liv.

Forrige

Næste