Livets Bog, bind 5
"Fødselsporten"
1885. Grundet på sin harmoniske og under viljens kontrol fremtrædende poltilstand behersker I-mennesket således sin modsatte pols talenter i samme grad, som det behersker de talenter, der bæres af den ordinære pol. Denne dets begyndende seksuelle eller kønslige suverænitet skyldes den omstændighed, at den sidste rest af det slør, der hidtil igennem den seksuelle polforvandlings sfære har holdt den modsatte pols funktioner borte fra væsenets vågne dagsbevidsthed, nu på naturlig måde er i opløsning. Men væsenet er nu så åndeligt modent og i naturlig human moral så stærkt, at den ved denne opløsning affødte vågne dagsbevidste seksuelle fornemmelse igennem den modsatte pol ikke mere er farlig. Den kan aldrig føre I-mennesket ud i afsporing. Det har passeret afsporingernes farezone eller epoke. Derimod afføder dette mentale slørs eller dækkes opløsning for væsener af I-menneskets type "den store fødsel" eller den organiske "store indvielse". Dette slør eller dække, dette den seksuelle forvandlingsepokes beskyttelsesorgan vil vi derfor her i Livets Bog kalde "fødselsporten". Ligesom den kvindelige jomfrudom er bestemt til at beskytte kvinden imod samleje i hendes barneår og først bliver svag og naturlig bristefærdig ved hendes kønsmodenheds indtræden, således er "fødselsporten" ligeledes et beskyttelsesorgan mod for tidlig opvågnen i og udvikling af den modsatte pols terræner. Men ligesom et barn rent fysisk kan voldtages og få jomfrudommen sprængt, således kan det under polforvandlingen endnu meget umodne menneske ligeledes ved en energisk, unaturlig mental indgriben (forførelse og andre afsporende uheldige påvirkninger fra omgivelser i et primitivt og umoralsk miljø) få åbnet fødselsporten altfor tidligt. Det begynder da at tænke og opleve i den modsatte pols funktioner på et tidspunkt, hvor disse funktioner endnu er højst umodne og uden normal bærekraft rent bortset fra den omstændighed, at den samme ny og for tidligt indførte interessesfære umuligt kan foregå uden at være på den endnu uudlevede ordinære pols funktioners bekostning. Der opstår da her den seksuelle invaliditet, der giver sig udslag i form af seksuelle abnormiteter, perversiteter, sadisme, overdreven feminisme hos manden og overdreven maskulinisme hos kvinden, samt alle de øvrige seksuelle afsporinger og de heraf affødte mentale tilstande, der mere eller mindre gør deres ophav til psykopater, sinker og åndssvage. Alle disse forekomster kan altså som nævnt ledes tilbage til en i tidligere liv altfor tidligt og derfor på unaturlig måde åbnet fødselsport i de pågældende væseners psyke.