1889. Med hensyn til den religiøse side ved livet er dens højeste stadium på jorden kun instinktets eller troens, der kun er baseret på facitter, der er forkyndt uden nogen som helst begyndende logisk udredning og for intellektet eller forstanden acceptabel analyse. Disse facitter er således kun dogmer, hvis udredning mere eller mindre er overgivet til fantasien. Dette har så igen bevirket eller affødt alle de forskellige mere eller mindre fantastiske, særlige opfattelser af de religiøse dogmer, der i stedet for at samle og forene menneskene har adskilt dem i sekter og samfund, der indbyrdes kulminerer i intolerance eller gensidige forfølgelser. De holder nemlig hver især på, at deres specielle opfattelse er den absolut eneste virkelige, og at de andres er falske og fører til fortabelse. Dette bevirker så igen, at ragnarok, helvede eller alles krig imod alle også her indenfor de religiøse områder besætter væsenerne og samfundene, akkurat ligesom den besætter de materielle nationer eller stater med egoistisk selvdyrkelse på bekostning af andre landes førlighed og normale velvære.