Hvorfor det fremskredne I-menneskes inkarnation eller genfødsel på jorden måtte ophøre
1890. Et væsen, der er nået op over denne det dræbende princips kulminerende bevidsthedssfære, vil umuligt kunne trives i den, sålænge det ikke har intellektuel eller absolut viden bag sig og ikke kan støtte sig til en serie eller flok af andre ligesindede væsener. Denne massernes endnu fremtrædende dræbende, fysiske og mentale krigsmentalitet ville være så overlegen og så suggererende for det, som vi senere skal se, meget ensomme, modne I-menneske, at dette måtte komme til at tvivle på sin egen psykes særlige struktur. Det ville ikke kunne overvinde denne tvivl. Almenhedens mentale indstilling ville virke som en umådelig suggestion. Den ensomme skikkelse måtte uvægerligt komme til at tro om sig selv eller sin psyke, at denne var abnorm, medens massernes indstilling eller opfattelse måtte være det normale. Denne massesuggestion ville dermed udslette det samme væsens lyst til livet, idet nævnte suggestion ville betyde, at det skulle leve i tankebaner og livsvaner, som det forlængst havde udlevet og derfor måtte føle en kulminerende lede ved. Men heldigvis er der orden i verdensstrukturen. I Guds rige kan der ikke foregå noget, der virkelig er unyttigt. Væsenerne kan ikke holdes nede i et helvede, de ikke har noget som helst tilfælles med eller dragning imod, og hvis konsekvenser de forlængst har udlevet i deres bevidsthed. Væsener, der er vokset op til livsbetingelser, som jorden ikke kan yde, kan ikke mere inkarnere i dens sfære. Det levende væsen kan kun tiltrækkes imod sfærer, der har betingelser for dets videre udvikling. Derfor måtte det fremskredne I-menneskes inkarnation på jorden ophøre med dets vækst ud over det dræbende livsprincip eller med dets tilegnelse af den fuldkomne humane tendens.
Tilbage til forsiden
Forrige