Livets Bog, bind 5
I den virkelige menneskelige seksualismes eller topolethedens sfære
1902. Da vil J-menneskets kønslige struktur være nået til en sådan fuldkommenhed, at dets særlige seksuelle liv også kan finde kulminationsudløsning i en herfor passende intim akt med et andet J-menneske. Men denne intime, seksuelle udløsning er altså en ganske anden end den dyriske intime, seksuelle akt mellem et hankøns- og et hunkønsvæsen. Den er i allerhøjeste grad uselvisk eller af modsat natur og fordrer ikke noget samliv, ægteskab eller anden organisering af ejendomsbesiddelsen af den seksuelle partners liv og væremåde således, som tilfældet er med den enpolede seksualismes udfoldelse. Medens den dyriske seksuelle akt mere eller mindre er baseret på forelskelse, en slags mobiliseret eller forstærket egoistisk sympati, hvilket vil sige: en sympati, der fordrer tilsvarende sympati eller genelskelse, forekommer der ikke nogen forelskelse eller egoistisk sympati i den menneskelige seksuelle akt. Den er en guddommelig velsignelse, en kulminerende og inspirerende kærlighedsakt mellem to væsener, der organisk er opbygget til kun at kunne kulminere i uselviskhed eller dette kun at leve for at tjene. Det er denne tilstand, Verdensgenløseren var besjælet af, da han udtalte: "... og hvo, som vil være den ypperste blandt eder; han være eders træl, – ligesom menneskens søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til genløsning for mange." Her er intet ejendomsbegær, her er intet begær efter et egoistisk samliv med den seksuelle partner. Her kan organfunktionerne kun give sig udslag i at give, i at udløse lykke, velvære, inspiration og glæde for nævnte partner uden nogen som helst art af krav eller frihedsberøvelse for noget andet væsen. Efter enhver sådan seksuel udløsningsakt mellem to J-mennesker eller kosmisk fødte væsener kan disse seksuelt, suveræne og frie mennesker gå styrket, lykkelige og glade videre til nye skønne oplevelser og befrugtende inspirationer ved en seksuel kontakt med nye partnere og således fremdeles. I det fuldkomne menneskes sfære eksisterer kun en kulminerende kærlighed. I den topolede seksualismes sfære kulminerer den højeste ild. Her må alle elske alle. Da den kropslige forplantning er fjernet fra den menneskelige seksualisme, vil der ikke kunne opstå nogen frygt for "følger" i form af befrugtning, således som tilfældet er ved tusinder og atter tusinder af jordmenneskers kønslige samvær. Da ægteskabet ikke eksisterer i forbindelse med den "menneskelige" seksuelle akt, kan der heller ikke her opstå ulykkelige ægteskaber, troløshed eller parternes svigten overfor hinanden. Da væsenernes seksuelle dragning rent organisk er baseret på en seksuel indstilling til alle medvæsener af deres egen art eller race og dette er gensidigt, og der således ikke eksisterer noget særligt rivaliserende køn, kan der ikke opstå skinsyge. Medens den dyriske, enpolede seksualismes grundprincip er dette, at et væsen kun kan give sig hen til et særligt væsen af en modsat seksuel natur, så vil den rent "menneskelige" eller topolede seksualismes grundprincip udelukkende være dette, at alle giver sig hen til alle. Dette skaber så igen den vanefølelse, at alle igennem denne store herskende, organiske kærlighedskulmination rent frivilligt har seksuel adgang til alle. Her kan kun glæden og lykken have til huse. Her er det sande himmeriges rige. Her elsker alle sin næste som sig selv. Her er den evige Faders nærhed åbenbaret i alt kød og blod. Det jordiske menneske er blevet Guddommens færdigtmodellerede levende kunstværk. Det lyser og funkler hans ånds altoverstrålende kosmiske klarhed, visdom, velsignelse, fred og glæde ud over alt og alle i jordmenneskehedens fysiske terræner. I sandhed, et skønnere objekt for beundring, kulminerende kærlighed, seksuel sympati eller den højeste ilds dragning end denne vor næste åbenbaret som Guds søn eksisterer ikke. Kun igennem vor egen kærlighed til denne Guds søn bliver vi bevidst i vort familieskab med Gud. Og kun igennem denne vor kulminerende kærlighedsforbindelse eller dette vort kosmiske ægteskab med enhver næste bliver vi ét med den evige Fader.