Det psykisk færdige J-menneske eller "gudemenneske"
1903. Det psykisk færdige J-menneske er altså et væsen, hvis sympatiske anlæg eller seksuelle struktur er nået frem til et stadium, i kraft af hvilket den bringer individet til rent organisk, seksuelt at kunne elske sin næste som sig selv. Dets polstruktur har gjort det til et suverænt væsen. Det er ikke mere et væsen, hvis sympati kun kan udløses af et modsat køn. Det er ikke mere en "mand" og er derfor ikke bundet til de begær, hvis tilfredsstillelse er livsbetingelsen for et sådant kønsligt væsen. Da det heller ikke er en "kvinde", er det således også her ganske fri af de begær, hvis tilfredsstillelse er livsbetingelsen for denne art kønslige væsener. I de fuldkomne J-menneskers livssfære: det helt færdige menneskerige, eksisterer de to slags væsener: "mænd" og "kvinder" således ikke. Her forekommer der kun én slags væsener, nemlig den til færdigudviklet seksuel topolethed forvandlede "mand" og "kvinde". Det maskuline og det feminine princip er altså i dette nye topolede væsen gået op i en harmonisk enhed. De er blevet to store regulerende bevidsthedsfaktorer i det pågældende væsens psyke. Det kan nu til fuldkommenhed reagere både feminint og maskulint og afviger derved fra det enpolede væsen. Dette sidstnævnte væsen kan til fuldkommenhed kun reagere enpolet, fordi dets ene pol mere eller mindre endnu er ufærdig og derfor i tilsvarende grad endnu er en ubevidst faktor i dets psyke. Det er jo kun fuldkommen vågen dagsbevidst i sin ordinære pol eller den, igennem hvilken det oplever livet. For "manden" er det, som vi allerede ved, den maskuline, og for "kvinden" den feminine pol, der er livsoplevelsens fundament. Men for det psykisk færdige J-menneske er det, altså både den feminine og den maskuline pol i skøn harmonisk, organisk forenet samarbejde, der er livsoplevelsens store fundament. Idet disse to store livsoplevelsesfaktorer ifølge kredsløbsprincippets love bringer individet til i en særlig epoke at opleve livet i kraft af disse to poler, ordnede i en organisk enhed eller gjort til ét organ, får det i kraft af dette organ evne til at opleve lige vågent dagsbevidst i begge disse to store polers område i universet. Det er lige bevidst både i den feminine og den maskuline side i altets eller universets struktur. Dette betyder igen, at væsenet er ligeså bevidst i mørket som i lyset og ligeså bevidst i lyset som i mørket. Det er i kraft heraf, at det gennemskuer livsmysteriets eller universets gåde og ser alle dens løsninger i kosmisk klarsyn. Det er blevet herre over alle universets eller livets kontraster. Det behersker lyset såvel som mørket. Det kan derved opleve livets kulmination, og i kraft af denne sin vågne dagsbevidste beherskelse af alle kontraster vil det, i hvad det end foretager sig, skabe i genialitetens kulmination. Det kulminerer således i absolut al fuldkommenhed. Et væsen, for hvem livet ikke mere er noget mysterium, er jo Guddommen så lig, som det overhovedet kan blive. Når dette væsen i kraft af denne sin viden og det heraf affødte herredømme over alle kontraster har evne til selv at skabe hundrede procents fuldkomment eller nøjagtig efter samme logik som Guddommen, og i kraft af hvilken fuldkommenhed dets frembringelser er tilsvarende hundrede procents til glæde og velsignelse for omgivelserne, udgør samme væsen her højdepunktet af selve Guds åbenbaring, levendegjort i vand og ånd, eller Guds væremåde åbenbaret i kød, blod og bevidsthed. Der er altså ingen principforskel i dette væsens oplevelse og skabelse og Guddommens oplevelse og skabelse. Den eneste forskel, der er mellem disse to åbenbaringer eller tilkendegivelser af liv, er udelukkende kun den, at det ene væsen totalt hviler i det andet. I det ene væsen lever, røres og er det andet. Og her har vi den dybeste årsag til begreberne "Gud" og "gudesøn". Det væsen, i hvilket det andet væsen hviler, er således Guddommen, medens det i denne Guddom hvilende væsen er gudesønnen. Begge disse væsener er gennemstrømmet af den samme viden, den samme salighed, den samme lykke og glæde, men vågen dagsbevidst direkte vendt mod hinanden. Gudesønnen er her ét med Guden, og Guden er ét med gudesønnen. Dette således i Guddommen direkte bevidst hvilende væsen udgør altså mentalt eller psykisk det færdige menneske i Guds billede eller det virkelige "gudemenneske".
Tilbage til forsiden
Forrige