Det færdige topolede menneske kan ikke få nogen fuldkommen seksuel tilfredsstillelse eller udløsning igennem en enpolet organisme
1906. Vi kender nu hele poludviklingen i epoken fra "dyr" til "menneske" og ved, at det netop er den modsatte pols vækst fra sit latente stadium og frem til en med den ordinære pol jævnbyrdig dagsbevidst livsfaktor i J-mennesket, og i kraft af hvilken polforvandling "dyret" er blevet til "menneske". Dette nye væsen, det rigtige menneske, adskiller sig altså fra "dyret" derved, at dets seksuelle hunger ikke mere er en enpolet hunger eller mættelse. Dets dagsbevidste oplevelse og manifestation af liv er en harmoniseret, forenet, jævnbyrdig, feminin og maskulin udfoldelse. At disse to livsfaktorer i væsenet stadig fremtræder i hunger- og mættelsesprincippet er naturligvis en selvfølge. I modsat fald ville det jo kun betyde stilstand. Alt i livet går netop fra en latent til en kulminerende og fra en kulminerende og til en latent tilstand. Denne rytmiske bevægelse bæres udelukkende af hunger- og mættelsesprincippet. Men da væsenet nu på én gang både er hankøn og hunkøn, kan det afføde både en hankøns- og en hunkønspræget hunger og mættelse. At denne seksuelle form, der er det virkelige og totalt over dyret ophøjede menneskes livsform, ikke kan komme til normal eller fuldkommen værdig udfoldelse i et specielt hankønslegeme eller i et specielt hunkønslegeme er naturligvis givet. Da J-mennesket må leve i et sådant legeme, er det fysisk endnu et ufærdigt væsen. Igennem analyserne af den kvindelige mand og den mandlige kvinde og de øvrige seksuelle afsporingers væsener har vi allerede set, hvor uheldigt de to polers udvikling i et legeme, der kun er beregnet eller formet som organ for den ene pols udfoldelse, kan være.
Tilbage til forsiden
Forrige